Det er nu - efter konkret aftale - muligt at besøge beboere på plejecentre på Mors
Højst tre personer pr. beboer, og man må ikke dele føde- eller drikkevarer, men blomster eller lign. må bringes med
MORS: Fra i dag, fredag 24. april, kl. 14 er alle plejecentre på Mors klar til at modtage besøgende - efter aftale. For at aftale besøg, skal man kontakte det konkrete plejecenter.
Det meldte Morsø Kommune ud i en pressemeddelelse ved middagstid, hvori det også hed:
”Baggrunden er Sundhedsstyrelsen seneste udmeldinger, om at pårørende godt kan besøge borgere på plejecentres udearealer, hvis der kan sikres sundhedsmæssige forsvarlige forhold.”
Muligheden for besøg kræver dog, at de lokale forhold kan opfylde følgende rammer:
* Besøg skal være aftalt på forhånd med gruppeleder eller leder
* Kun besøg af en-tre personer hos den enkelte beboer ad gangen
* Altid to meters afstand mellem de personer, der deltager i besøg, herunder også afstand til beboeren
* Besøg foregår på hver side af et bord eller med beboeren inde i boligen og besøgende uden for boligen
* Kontaktpersonen kører beboeren ud til besøget og henter igen
* Besøgende ringer til aftalt tlf. nr. når de kommer på besøg, så personalet kan være behjælpelig med forsvarlige besøgsrammer
* Besøg må maksimalt vare 30 minutter
* Der serveres ikke kaffe eller andet under besøg
* Pårørende må ikke have kaffe eller lign. med, som beboeren som kan spise eller drikke - man må ikke dele fødevarer med beboeren
* Der modtages blomster m.v. - helst i spande - og det er kontaktpersonen, der tager imod opmærksomheden
Alle borgere og pårørende modtager et brev eller får information om ovenstående, fremgår det af pressemeddelelsen.