Billede beskrivelse

Den gamle middelalderklokke har fået selskab

26. september 2022 kl. 11.25

HELLIGSØ: Den gamle middelalderklokke i Helligsø Kirke har fået selskab af en ny kirkeklokke. 

Kirkeklokken er bevilget af Den A.P. Møllerske Støttefond og blev indviet med deltagelse af biskop Thomas Reinholdt Rasmussen torsdag aften 22. september.

Den smukke klokke hænger i kirketårnet side om side med den gamle klokke fra 1300-tallet.

For at få plads til den nye klokke har det været nødvendigt at forny den gamle klokkestol.

Klokkeprojektet har varet fem år, fortæller menighedsrådets formand, Sussi Lousdal.

- Ventetiden har været lang, og mange priser og aftaler har skullet genberegnes og sendes den lange vej gennem systemet flere gange. Men det har været det hele værd, siger Sussi Lousdal.

Den nye klokken er skænket af Den A.P. Møllerske Støttefond, støbt af Paccard i Frankrig, og leveret af Thubalka A/S fra Vejle, som også har bygget den nye klokkestol.

Mens den gamle kirkeklokke er for skrøbelig til at kunne udstyres med automatisk ringning, er den nye klokke koblet på et automatisk ringeanlæg.

De to klokker vil i fremtiden sammen ringe ind til gudstjeneste eller andre kirkelige begivenheder. Det er den nye klokke alene, der hver dag skal ringe solen op og ned.

Den nye klokke bærer inskriptionen: ”Støbt til Helligsø Kirke år 2022 af Paccard i Frankrig. Skænket af Den A.P. Møllerske Støttefond.”

Derudover har det gamle menighedsråd, der startede klokkeprojektet, også fået deres egen inskription med på klokken: ”Jeg bringer mine klokkeslag og minder om endnu en dag i Guds kærlighed”.

Torsdag aften 22. september  blev klokken ved en aftengudstjeneste indviet med deltagelse af biskop, Thomas Reinholt Rasmussen, der bl.a. holdt aftenens prædiken, provsten, Line Skovgaard Pedersen, og sognepræst, Ruth Smed Folmersen.

Kirken var smukt pyntet, og rigtig mange deltog i gudstjenesten.

Efter gudstjenesten blev der serveret kaffe og en sandwich i præstegården.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste