Billede beskrivelse

Den bedste dag i fire år - endelig kunne spaden sættes i jorden

18. september 2024 kl. 14.04
Opdateret 19. september 2024 kl. 09.54

NYSTRUPPLANTAGE: Forud er gået en rigtig lang og langtrukket proces. Men nu er det endelig blevet muligt at gå i gang. 

Tirsdag aften var der således spadestik og markering af, at Nordvestjysk Golfklub - meget symbolsk på præcis den septemberdag - hvor det var fire år siden, at Nordvestjysk Golf Klubs klubhus brændte ned til grunden. 

- Det er bare en kæmpestor dag for os. Den bedste dag i fire år - efter lang tids venten på at få lov til at gå i gang, lød det fra formand for NVG Svend Hagelskjær, før han stak spaden i jorden og markerede, at nu var byggeriet i gang i fredsskoven i Nystrup Plantage.

Billede beskrivelse

- Vi bygger et 75 kvadratmeter større hus, end vi havde. Vi får i alt 506 kvadratmeter. Det er fælleslokaler, køkken/cafe, butik, mødelokale og omklædningsfaciliteter. Så det bliver dejligt, når vi kan flytte fra den gamle driftslade, hvor vi har “boet” i midlertidigt, lød det fra en glad formand foran bestyrelsen og en flok medlemmer. 


Prisen på hele byggeriet er 14 millioner kroner.
En stor del af det er forsikringsudbetaling.

Men det har også været nødvendigt ved en ekstraordinær generalforsamling mandag aften at få alle medlemmers tilladelse til at optage et 20-årigt byggelån. En del af byggesummen er desuden fremskaffet ved indsamlede gavebidrag. 


NVG har pt. 886 medlemmer. 


- Vi tror på at NVG vil være en stabil klub mange år ud i fremtiden - derfor er vi ikke nervøse for at stifte gæld, fortæller Svend Hagelskjær. 


Nordvestjysk Golf Klub forventer at kunne indvie det nye klubhus 15. august 2025.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste