Decimerede Nors blev straffet til sidst
Nors kæmper med ressourcer og bredde i truppen, hvor skader gør, at thyboerne ofte går ind til kampene i 3. division med en smal trup. I seneste kamp mod Aars var den manglende bredde medvirkende til, at Nors efter en ellers god præstation mod Aars gik tør for kræfter, og i lørdagens kamp mod 1919 Aalborg gentog historien sig så. Efter at have været med i det meste af kampen, så gik Nors tør for kræfter til sidst og endte med at tabe med 24-30.
- Drengene kæmpede og viste god moral, men til sidst løb vi tør for ressourcer og blev straffet af kontrakniven. Vi brændte også alt for meget og skød deres keeper på landsholdet, siger Nors-træner Anders Heshe.
Fra starten af kampen bed Nors godt fra sig, og selvom bænken var smal, så var Nors godt med begyndelsen af opgøret. Thyboerne fightede godt i defensiven, og i den offensive del af spillet kom thyboerne også frem til flere gode chancer, dog var gæsternes scoringsfrekvens for lav. Mod slutningen af første halvleg måtte holdets defensive krumtap Rasmus Christensen udgå med en skade, hvilket var et stort slag for både defensiv og bænkens bredde. Defensiven havde ellers fungeret godt i første halvleg, og både Matti Landbo og Magnus Larsen fik lavet flere gode redninger. Efter en lige første halvleg gik Nors til pause bagud med 11-13.
I anden halvleg fortsatte Nors med at være godt med i kampen, og ved stillingen 23-23 havde thyboerne fået momentum. Det momentum blev dog tabt, da en Nors-spiller fik sin tredje udvisning, og altså ikke fik lov til at spille kampen færdig. Efter skaden til Rasmus Christensen i første halvleg betød det røde kort, at Nors måtte spille kampen færdig uden udskiftere, hvilket gjorde ondt på et i forvejen mørt Nors-hold. I de sidste 10 minutter af kampen var der ikke mere energi, og efter at have været med til 23-23 trak hjemmeholdet fra, og Nors tabte opgøret med 24-30.
- Jeg var egentlig tilfreds med det, jeg så, men vi manglede noget frisk energi, og nederlaget blev lidt for stort til sidst, siger Anders Heshe.