Billede beskrivelse

Lokale Dantaxi-vognmænd satser på el-biler fra VW

29. marts 2023 kl. 10.02
Opdateret kl. 16.02

THY-MORS: De to Dantaxi-afdelinger i Thy og Mors har netop investeret i Volkswagen el-biler af typen ID4 og ID5.

For Dantaxi Mors' vedkommende har vognmændene Thomas og Anders Noesgaard erfaring fra kørsel i el-drevne biler.

- Vi har hidtil haft Tesla-biler. Så man kan godt sige, at vi har erstattet Tesla med VW, siger Thomas Noesgaard med et smil.

Han fortæller, at de to Tesla'er har kørt henholdsvis 800.000 og 952.000 kilometer.

- Vores udfordring var at få service hos Tesla. Det var meget omstændigt. Det er derfor vi har valgt VW, der jo findes i Thisted og Nykøbing, fortæller han.

Taxa-bilerne på Mors kører hver omkring 140.000 kilometer om året.

Og holdbarheden af elbilerne lader ikke noget tilbage at ønske.

- Fra vore Tesla'er ved vi, at batterierne holder 300.000 kilometer. Så skal de have et back-up på værkstedet. Og med henblik på udgiften til el kontra Diesel er der tale om en halvering, siger Thomas Noesgaard.

Billede beskrivelse

Anders Noesgaard fortæller, at bilerne kan køre omring 450 kilometer på en opladning i vintermånederne. Om sommeren - med bl.a. sommerdæk - kan de køre 500 kilometer på en opladning.

Netop rækkevidden et et af argumenterne mod et køb af en eldrevet bil.

Men det giver Thomas Noesgaard ikke meget for.

- Hvor tit skal man køre længere end 500 kilometer? Og hvis man skal, så har man jo også tid til at holde en pause på en halv time for at lade bilen op, siger han og nævner en køretur forleden.

- Jeg fik en tur, hvor en kunde fra Salling skulle til en adresse på Nørrebro. Jeg havde svært ved at finde den pågældende adresse i Nykøbing. Så sagde kunden, at postnummeret var 2200. Så gik turen til hovedstaden. På vejen skulle jeg lige lade bilen en enkelt gang. Det tog syv minutter, siger han.

Bilforhandler Henrik Larsen fra VW i Thisted fortæller, at Volkswagens ID4 og ID5 kan fås fra 389.000 kroner.

- Prisen afhænger af valget af udstyrspakker. Dem har vi fem-seks stykker af pr. model, oplyser Torben Haaning fra VW i Nykøbing.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste