Billede beskrivelse

Dansen gik i ølteltet: Søsport har succes med harmonikatræf

26. juli 2024 kl. 16.01

VILDSUND: - Jeg tror aldrig, at der er blevet solgt så mange kopper kaffe i vores øltelt, foruden en del øl og vand. Så harmonikatræffet kan kun betegnes som en succes, som helt sikkert bliver en årligt tilbagevendende begivenhed i forbindelse med Vildsund Marked.

Det sagde en storsmilende Leif Noppenau fra Søsport Vilsund, mens dansen gik i ølteltet onsdag eftermiddag, hvor de sidste af de seks harmonikaorkestre fyrede op under de danselystne i et tætpakket telt.

Det var andet år, Søsport Vilsund afviklede harmonikatræffet. Det har vist sig at være en event, hvor foreningen kan tjene en god ekstra skilling på at udnytte den ledige kapacitet i ølteltet, hvor pengene tidligere er blevet tjent om aftenen, hvor hovednavnet Kim & Hallo historisk har trukket fulde huse – faktisk har det populære danseorkester fra Skive 25-års jubilæum i år på Vildsund Marked.

Billede beskrivelse

- Vi overtog ølteltet for tre år siden og driver det med frivillige fra vores egne rækker og frivillige fra Ungdomsklubben. Ungdomsklubben står for salg af mad, pølser og grillben, mens vi står for alt salg af drikkevarer. Derfor handler det for os om at få solgt en masse drikkevarer, mest øl, og for at udnytte vores øltelt fuldt ud, herunder ledig kapacitet, har vi tænkt kreativt, forklarede Leif Noppenau.

Det var faktisk hans bedre halvdel, Kirsten Andersen, der sidste år foreslog harmonikatræffet, som en mulighed for at tjene flere penge til foreningsarbejdet.

- Kirsten mente, at der var et publikum til den slags musik i dagtimerne og med kaffe og dans. Det har så vist sig at holde stik og åbner for, at vi også kan gå andre veje for at udnytte ledig kapacitet. Det kunne være noget med countrymusik eller noget helt andet, der kan samle folk, sagde Leif Noppenau.

Billede beskrivelse

Noget helt andet har det faktisk været i år, for ølteltet kom op et par dage tidligere end normalt for at huse et bankospil til fordel for en kommende legeplads i byen.

- Der kom hele 280 for at spille banko. Det gjorde mig helt rørt at se så stor en opbakning, både fra dem, der kom og støttede op ved at spille med, men også fra de erhvervsdrivende, der bakkede op med flotte præmier. Den måde at samle penge ind til fælles bedste gennem bankospil tror jeg også helt sikkert på, at vi vil gentage til næste år. At vi får ølteltet slået op et par dage tidligere giver samtidig mere ro til alle de praktiske gøremål med opbygning af faciliteter til både gæster og musikere, inden markedet begynder om tirsdagen, sagde Leif Noppenau.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste