Dårlig start spændte ben for Nordthy
Nordthy har fået en vanskelig start på sæsonen i 2. division, hvor thyboerne har lagt ud med to nederlag mod henholdsvis Viborg og Bjerringbro. Lørdag blev det så til endnu et nederlag, da Nordthy på udebane tabte med 29-32 mod Aalborg HK. I starten af både første- og anden halvleg var Nordthy på hælene, og det var kraftigt medvirkende til, at Nordthy gik fra banen uden point.
- Vi kom rigtig dårligt ud til begge halvlege, hvor vi manglede procenter. I forsvaret kæmpede vi meget med det, og vores forsvarsblok hang ikke helt sammen, siger Nordthy-træner Frank Markvorsen.
Nordthy fik en rigtig dårlig start på kampen, hvor holdet ikke virkede parate og blev trynet i forsvaret. Hjemmeholdet fra Aalborg HK fik hurtigt taget en stor føring, men efter den vanskelige start på kampen fik Nordthy stabiliseret deres spil. I den sidste halvdel af første halvleg vågnede Nordthy op til dåd, og hjemmeholdet fik halet mere ind på værterne. Inden afslutningen på første halvleg havde gæsterne muligheden for at få udlignet, men et par tekniske fejl gjorde, at Aalborg HK fik øget deres føring i stedet. Til halvleg var Nordthy bagud med 13-16.
I anden halvleg havde Nordthy så ikke lært noget af deres dårlige start på kampen. Igen blev thyboerne blæst over af hjemmeholdet, der øgede deres føring, og på et tidspunkt i anden halvleg var Nordthy bagud med 10 mål. Bedst som det lignede en øretæve til Nordthy, valgte de så at tage skeen i den anden hånd. Nordthy fik stille og roligt reduceret hjemmeholdets føring, og efter en rigtig stærk afslutning på kampen fik de reduceret Aalborg HK's føring til blot to mål. Efterslæbet blev dog for stort, og Nordthy endte med at tabe opgøret med 29-32.
- Vi kan ikke klage over at lave 29 mål, og det var primært i forsvarsdelen, at det ikke hang sammen for os, siger Frank Markvorsen.