Da kundalinjen pludselig rejste sig
Dortea Olsen fra Hindsels er med på ”Spirende Forårs Messe” i weekenden 4.-5. april i det tidligere Stagstrup Skole
THY-THYHOLM: Dortea Olsen på Hindsels på Thyholm er en udadvendt kvinde, og hun kan noget, som er til hjælp og gavn for mange. På den gamle herregård Hindsels har hun også sin klinik, som hun har kaldt Hjertelyz.
Hun er hypnotisør, clairvoyant, healer, mentaltræner og high performance coach. Udover det nævnte yder hun også kranio-sakral terapi, arbejder med det spirituelle og personlig udvikling. Udover arbejdet i klinikken holder hun også kurser og foredrag.
I weekenden 4.-5. april er der ”Spirende Forårs Messe” i det tidligere Stagstrup Skole, hvor Dortea Olsen deltager. Dér vil hun mest beskæftige sig med hypnose, men også de andre behandlinger.
Dortea Olsen har skrevet og udgivet bogen ”Når Kundalinien Rejser Sig”. Det er en personlig skildring om den personlige rejse, forfatteren selv har været igennem. En rejse, hvor hun gik fra at være en ganske almindelig nysgerrig person til pludselig at være helt åben i hjertet, så hun kunne se ind i femte dimension. Da forfatteren under en regression pludselig fik rejst kundalinjeenergien spontant, vidste hverken hun eller terapeuten, hvad der skete:
- Det føltes fantastisk i øjeblikket, men fik stor indflydelse på mit videre liv, siger hun.
For pludselig kunne hun ”se” igennem situationer og mennesker og tilgive alt.