Coronakrisen skubber udviklingen frem
Siden 16. marts har psykiatrien og de somatiske hospitaler i Region Nordjylland mindst 24.000 gange haft kontakt til patienter via en virtuel konsultation
NORDJYLLAND: De nordjyske hospitaler laver telefon- og videokonsultationer som aldrig før, hedder det i en pressemeddelelse fra Regionshuset i Aalborg. Siden 16. marts har psykiatrien og de somatiske hospitaler i Region Nordjylland mindst 24.000 gange haft kontakt til patienterne via en såkaldt virtuel konsultation, som oftest foregår på telefon eller video. Det er en fordobling af det normale niveau. En omstilling af især ambulante besøg, som allerede var i gang, er dermed speedet op af coronakrisen.
- Det gør mig både stolt og glad, at vort personale i den grad har fundet ny veje til at nå patienterne, så man har haft mulighed for at fastholde dem i deres forløb eller starte et nyt op. Der bliver konstant arbejdet på ny løsninger, og erfaringerne herfra bliver også noget, der kommer os til gode i tiden efter coronakrisen, siger regionsrådsformand Ulla Astman (S).
I forvejen har der været en bevægelse i gang i hospitalsvæsenet, hvor man har arbejdet sig hen imod, at flere ambulante besøg og kontroller kunne foregå virtuelt. Coronakrisen har for alvor skubbet til den udvikling, fordi mulighederne for fysisk fremmøde har været begrænset. Det er en udvikling, der glæder Michael Braüner Schmidt, som er lægefaglig direktør på Aalborg Universitetshospital.
- Vi skal fastholde momentum i denne udvikling, så vi også får noget godt med os på den anden side af coronakrisen. Det er en omstilling, der både kan komme patienterne til gode, så de ikke behøver møde op på hospitalet hver gang, men det kan også frigive nogle ressourcer for os på hospitalet. En virtuel konsultation kan selvfølgelig ikke bruges til alt, men vi skal i højere grad benytte os af det, når det giver mening både fagligt og for patienten, siger Michael Braüner Schmidt.
Et af de steder på Aalborg Universitetshospital, hvor man fra starten af coronakrisen virkelig har taget hul på de virtuelle konsultationer, er på endokrinologisk afdeling, der bl.a. står for behandlingen af diabetespatienter. Ledende overlæge Torben Østergaard forklarer, at man allerede var i gang med en omlægning som led i Steno Diabetes Center Nordjyllands digitale særkende. Derfor blev der straks sendt brev ud til alle patienter om, at som udgangspunkt ville der blive lavet en virtuel konsultation med video via en særlig app, men der ville stadig være mulighed for fremmøde. Havde man ikke installeret app’en, så kunne man også lave telefonkonsultation.
Det er imidlertid i psykiatrien, at andelen af virtuelle konsultationer er steget mest under coronakrisen, da det ikke i samme grad som med mange fysiske sygdomme er essentielt at kunne have fysisk kontakt med patienten. Marie Skaalum Bloch, der er ambulatorieleder på ambulatorium for angst og personlighedspsykiatri i Klinik Nord har da også oplevet, at digitale løsninger på kort tid er blevet et af de vigtigste midler til fortsat at kunne støtte patienterne og tilbyde både udredning og behandling i en svær tid, hvor mange oplever flere belastninger og mere isolation.
Region Nordjyllands it-afdeling arbejder hårdt på at understøtte udviklingen, og it-direktør Klaus Larsen oplever, at der overalt i regionen er en utrolig velvilje til at sætte sig ind i de nye digitale arbejdsgange og løsninger - ikke mindst på regionens hospitaler, fremgår det af pressemeddelelsen.