De tilbud til demente og deres pårørende, der foregår i FrivilligThy, er normalt meget velbesøgte, men siden epidemiens start er det knebet med tilmeldingen. Arkivfoto
Livet her

Corona udfordrer demens-tilbud

Café og selvhjælpsgrupper mangler deltagere

14. januar 2022 kl. 11:57

THISTED: Normalt er der stor søgning til det cafétilbud til demente og deres pårørende, som Ældre Sagen har stået for hveranden mandag i frivilligcentret i Thisted. Men siden coronaepidemien startede, og Danmark blev lukket ned i marts 2020, har tilbuddet mere eller mindre ligget stille.

Også hos Frivillig Thy mærker man, at søgningen til frivilligcentrets selvhjælpsgrupper for pårørende til demente er faldet markant under epidemien.

- Der plejer at være venteliste, men lige nu kigger vi lidt langt efter folk, fortæller Pia Keller Sørensen, leder af Frivillig Thy. Det beklager hun.

- Vi ved jo, at der bliver flere og flere demente, og vi ved, at de pårørende får rigtig meget ud af de her grupper. Det med at kunne spejle sig i andre og tale med andre, der står i samme situation, betyder meget. En del grupper fortsætter med at mødes, efter at forløbet er forbi, fortæller lederen.

Pia Keller Sørensen tænker, at det er corona, der er årsagen til, at folk er mere tilbageholdende med at komme ud.

- Lige nu er vi dog ved at have tilmeldte nok til snart at starte en ny gruppe. Vi plejer løbende at starte nye grupper, så snart vi har fem-seks-syv personer til et hold, fortæller hun.

Der er altid to frivillige, der deltager i forløbet, og alle har naturligvis tavshedspligt.

Jørgen Larsen, formand for Ældre Sagen Thisted-Hanstholm, håber, at det også snart vil lykkes lokalafdelingen at få gang i cafétilbuddet igen.

- Vi plejer at samle folk til et par hyggelige timer med snak, kaffe og sang. Sidste forår, da tingene åbnede op igen, forsøgte vi at få gang i caféen, men det lykkedes ikke. Men vi er klar til at starte med kort varsel, så snart der er nogle, der melder sig, understreger han.

Ældre Sagen har haft et godt samarbejde med Thisted Kommunes demenskoordinatorer, som har været gode til at bede hjemmehjælperne om at gøre pårørende til demente opmærksom på tilbuddet, og det håber Jørgen Larsen, at de fortsat vil gøre.

Han oplyser, at man kan henvende sig direkte til bestyrelsesmedlem Tove Gjørup eller en anden fra Ældre Sagens lokalafdeling, hvis man er interesseret i at deltage i caféen.

Andre læser også

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu