Byfest med traktortræk og Le Mans
festligt: Karby gør klar til at feste i fire dage med start med banko
Motorbrøl, sort røg og toptunede hestekræfter kommer til at være en del af Karby Byfest, der starter i dag torsdag 4. juli, og varer i fire dage. Traktortræk holdes om aftenen på byfestens anden dag.
- Det er meget populært. Deltagerne kommer fra hele landet. Vi har allerede over 50 tilmeldte. Sidste år deltog mellem 70 og 75 tilmeldte, men jeg tror, at der bliver flere i år, siger Søren Christensen, formand for Karby Borgerforening, der arrangerer byfesten sammen med Børnedyrskueforeningen.
Han skal speake til traktortrækket sammen med morsingboen Peter Nielsen, som blev kendt i programmet ”Jeg stammer”.
- TV2 vil også være der, for han skal medvirke i et nyt program, tilføjer Søren Christensen.
Vanen tro skydes festen, der er næsten fire årtier gammel, i gang torsdag med bankospil torsdag. Fredag er der udover traktortræk også march og ungdomsbal.
Lørdag fortsætter byfesten med med blandt gratis kaffebord i gymnastiksalen i Karby Kuber, Havetraktor Le Mans, kagekonkurrence, som noget nyt andeløb med nummererede gummiænder og sommerfest som afslutning på dagen med chefpedellens grillgris til at sætte tænderne i.
- Sidste år var der omkring 180 tilmeldt til spisningen. I år er der allerede mellem 230 og 250 meldt til, og vi sælger stadig billetter, siger Søren Christensen.
Søndag slutter byfesten med havetraktortræk og børnedyrskue med mini springhestebane.
- Vi prøver at adskille os lidt med børnedyrskuet, der ligesom en række andre ting er faste elementer på programmet. Det er blandt andet pengene fra ølsalget til traktortrækket, der gør, at vi kan udvikle det, siger Søren Christensen og fortsætter:
- Generelt er der en rigtig god opbakning til byfesten. Der kommer nok mellem 3000 og 4000 mennesker hvert år, vurderer han.