Frederik Andersen (tv.) og Nikolaj Andersen er på det næste PIU-hold, EUC Nordvest sender afsted. Privatfoto
Livet her

Brødre fra Mors skal i praktik i Tyskland

Udrejselysten er intakt hos EUC Nordvests elever

19. januar 2022 kl. 13:58
Jonas Bojesen har været på PIU-ophold hos BMW i Tyskland.

NYKØBING: Trods endnu en corona-bølge, og deraf følgende restriktioner i både ind- og udland, er søgningen på praktikophold i udlandet uændret blandt EUC Nordvests elever.

Således står der igen i år et hold elever, fra skolens handelsgymnasier og Business-uddannelser, klar til at rejse på et års praktikophold i udlandet til august.

Brødrene Nikolaj Andersen og Frederik Andersen fra Nykøbing Mors er blandt de elever, der drømmer om et år i udlandet.

De har begge ansøgt om at komme i virksomhedspraktik i Tyskland gennem EU’s PIU-ordning (Praktik I Udlandet).

- Jeg vil gerne lære at tale det tyske sprog mere flydende, da det er et sprog, der giver mange muligheder i fremtiden, ligesom det er spændende at få mulighed for at lære en anden kultur at kende på tæt hold og opleve, hvordan de gør tingene dér. Samtidig er det en god mulighed for at prøve at stå på egne ben i et fremmed land, fremfor bare at blive i Danmark, hvor man har familie og venner tæt på til at kunne hjælpe, fortæller Nikolaj Andersen fra Morsø Handelsgymnasium.

Lillebror Frederik, der læser på handelsuddannelsen på EUX Business, har en drøm om at arbejde med biler, og her ser han det som en klar fordel, hvis han kan lære at mestre det tyske sprog. Samtidig synes han, at det er en fantastisk mulighed, at han gennem PIU kan tage sit praktikophold som en del af sin uddannelse, frem for at han skal bruge et sabbatår på det. Og hverken Nikolaj eller Frederik bekymrer sig på forhånd om eventuelle Corona-udfordringer. Det tager de, som det kommer.

- Selvfølgelig vil det da være træls, hvis man rejser derned, og coronaen gør, at man skal arbejde hjemmefra og ikke kan møde ind på arbejdspladsen. Det vil jo ikke give én det fulde udbytte. Men uanset hvad, tror jeg nu, at man får meget ud af at skulle bo og arbejde i udlandet, fastslår Frederik Andersen.

Sjovt, lærerigt og udviklende

EUX Business-elev Jonas Bojesen fra Sjørring vendte i sommer hjem fra ét års PIU-praktik hos BMW i Hamburg, og han kan berolige de kommende PIU-elever med, at det - corona eller ej - er et oplevelsesrigt år, de har i vente.

- Jeg havde et rigtig godt, lærerigt og sjovt år i Tyskland. Selvfølgelig var året meget præget af Corona, men det havde det jo også været, hvis jeg var blevet i Danmark. Jeg var heldig, at jeg kunne møde ind på arbejdspladsen hver dag, så jeg lærte en masse om den tyske virksomhedskultur. Kulturlivet var selvfølgelig nedlukket en stor del af tiden, så den del fik jeg ikke så meget med af. Til gengæld var vi 15 PIU-elever i byen som fik skabt gode venskaber, og som kunne hygge sig sammen uden for arbejdstiden, fortæller Jonas.

Han kan tydeligt mærke, at PIU-opholdet har udviklet ham og klædt ham godt på til at varetage jobbet i Krone Kapital, hvor han færdiggør den sidste del af sin elevtid.

- I Tyskland kommer du ikke langt, hvis du ikke tør sige noget og springe ud i nye ting og opgaver. Man skal turde at fejle og lære af det. Og det kan jeg mærke, jeg har taget med mig, så dér er jeg helt klart blevet bedre rustet til mit job, end jeg var før, jeg tog afsted. Jeg kan helt klart anbefale, at man tager et PIU-ophold i udlandet. Man udvikler sig meget både personligt og fagligt, og rent arbejdsmæssigt viser det, at man er en person, der tør tage udfordringer op og ikke er bange for at overskride egne grænser. Det pynter helt sikkert på CV’et og er samtidig en kæmpe oplevelse, siger Jonas Bojesen.

Andre læser også

Andre læser også

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu