Brætspilsfamilie blev ikke rige...
Men det var det hele værd, lyder det fra familien Lindemann fra Balling, der opfandt Skæg & Skøre Briller
SALLING: Da familien Lindemann fra Balling opfandt deres eget brætspil var det egentlig bare for sjov og til eget brug hjemme i stuen. Men spillet blev så godt, at de kastede sig ud i et større iværksætterprojekt. Da de i 2014 stiftede familievirksomheden Lindemann Creative Minds var det dog ikke med forventningen om at blive rige og det kom heller ikke til at ske. Nu har de overdraget spillet til en professionel spiludgiver og livet i familien Lindemann går videre.
Det er ikke hver dag man hører om en familie, der er lige så opfindsom, ihærdig og vedholdende som familien Lindemann. Familien fra Balling, som består af mor Annemette og sønnerne Thor og Malthe, har realiseret et ret usædvanligt iværksætterprojekt. De har nemlig udviklet et brætspil for familier med titlen Skæg & Skøre Briller, som de selv - i al beskedenhed - kalder verdens sjoveste spil.
De var dog ikke alene om at synes, at spillet var sjovt og havde stort potentiale. Da de endnu bare havde lavet en prototype og nogle skitser tilbage i 2014, præsenterede de spillet for et par professionelle spiludgivere, Morten Skovhus og Martin Vinther Olesen, som allerede dengang var meget imponerede.
Familien indgik derefter et samarbejde med Morten og Martin hos spiludgiver-virksomheden Game InVentorS, som beskæftiger sig med udvikling, samt produktion, salg og distribution af en lang række brætspil. Aftalen med Game InVentorS bestod dog kun i produktion, da familien selv ville stå for markedsføring og salg.
Det har betydet, at familien Lindemann i lange perioder gennem de seneste tre år har lagt liv og sjæl - og penge - i arbejdet med at promovere spillet og komme ind på markedet. Med store mængder gå-på-mod kastede de sig ud i projektet, uden at ane hvad de gik ind til. Men én ting slår Annemette Lindemann fast:
- Vi gik ikke i gang med det her med en forventning om at blive rige.
Hun fortsætter med et stort smil:
- Og det kan jeg afsløre, det blev vi sandelig heller ikke!
På trods af udsigten til mange timers arbejde uden den store økonomiske gevinst i vente, har familien hele vejen igennem troet på deres produkt og knoklet med projektet. Det er lykkes dem, at få deres brætspil på hylderne hos over 300 forhandlere, de har fået en række flotte anmeldelser og god presseomtale og på de sociale medier har familien skabt stor interesse for ’Verdens Sjoveste Spil’.
Men ét af de absolutte højdepunkter var til Guldbrikkens Award Show i København sidste efterår, hvor familien vandt en af spilbranchens eftertragtede priser for Årets Selskabsspil 2016. Med titlen som et af årets bedste brætspil gik julesalget forrygende. Men at være spilvirksomhed med ét produkt i sortimentet kan aldrig blive et fast levebrød og det har heller ikke været meningen.
Familien har derfor besluttet, at det er blevet tid til at give projektet videre til professionelle. De har derfor overdraget al produktion og salg og næsten al markedsføring til Game InVentorS. Det vil fortsat være familien, der står bag Facebook-siden ’Verdens Sjoveste Spil’, hvor de laver en masse sjov og afholder konkurrencer for de knap 4.000 personer, som følger med på siden. jps