Brændstoftyve på spil: Stjal olie og benzin
En eller flere ukendte gerningsmænd har været på rov efter brændstof
AMTOFT: Om det er de stigende brændstofpriser, der har motiveret tyvene til at gå efter benzin og olie, melder historien ikke noget om.
Men i hvert fald har to adresser i Amtoft-området haft besøg af ubudne gæster, der er gået målrettet efter det flydende guld.
Det ene tyveri skete på havnen i Amtoft, hvor en benzintank med 50 liter benzin er blevet stjålet fra en båd. Der er tale om en 17-fods båd af mærket Smartliner.
Tyveriet er sket mellem 25. marts og 2. april, oplyser lokalpolitiet i Thisted.
Mellem 2. og 3. april er der stjålet 500 liter olie fra en carport på Gl. Feggesundvej nær Amtoft, til en værdi på 6000 kr.
Det vides ikke for nuværende, om der er en forbindelse mellem de to tyverier.