Børnehjælpsdagens julelotteri på gaden
Mere end 12.000 børn og unge fra lokale fritidsforeninger, sportsklubber og skoleklasser vil i de kommende måneder sælge Børnehjælpsdagens Julelotteri, der består af nye, flotte skrabelodder til 25 kroner pr. styk.
Når man køber et lod, er man med til at støtte den sælgende forening/klasse, der tjener penge til egne aktiviteter, f.eks. til nyt idrætsudstyr, stævner eller lejrskoler.
Overskuddet fra lodsalget går til Børnehjælpsdagens arbejde med at styrke anbragte børn og udsatte unge i Danmark. Hjælpeorganisationen står bag en lang række tilbud over hele landet - blandt andet de traditionsrige julefester, hvor børnene bliver tanket op med positive følelser, nye relationer og flotte gaver.
Julelotteriet er i år blevet relanceret med et flot grafisk design samt en ekstra funktion: det kan anvendes som et ’Til og Fra’-kort. Det betyder, at køberne - på en sjov og elegant måde - kan give skrabeloddet videre i den søde juletid.
Det er nu muligt at vinde gavekort til Elgiganten på 25.000 kroner samt et rejsegave-kort på 100.000 kroner til Apollo. De store gevinster er et supplement til de sædvanlige gavekort på 200 kroner til diverse butikskæder.
Aktuelt har 420 foreninger, klubber og klasser fra hele landet meldt sig som sælgere - af Børnehjælpsdagens Julelotteri 2018 - og der er plads til flere.
Tilmelding kan ske nu og i hele salgsperioden (31.oktober - 24.december) via www.bhd.dk/lotterier. Det koster ikke noget at bestille lodder og usolgte lodder kan returneres. Det er muligt at tjene helt op til 12 kroner pr. solgt julelod.