Børnehave tog første spadestik til ny legeplads
VILDSUND: Bevæbnet med skovl og spand, stimlede børn fra den lokale børnehave mandag formiddag sammen foran en bunke sand på havnen i Vildsund.
Børnehaven var inviteret af borgerforeningen og søsportsklubben for at tage første spadestik til byens nye legeplads, og da gruset på området var for hårdt at grave i, blev spadestikket symbolsk det sand, børnene fyldte i spandene for derefter at strø det ud på den kommende legeplads.
Og det bliver en længe ønsket og en byens fjordlegeplads, som over de næste tre uger bygges op af firmaet Lekolar over et maritimt tema med legeredskaber og læringsborde, der knytter legen sammen med den omkringliggende fjord, men også med formidling og læring om den stedbundne natur, vandet, dyrelivet og Vildsund.
Derfor er legepladsen både for børn og voksne.
På arbejdets første dag kunne man se ”tegningen” til den færdige legeplads med en endnu rå udgave af en kæmpe havørred, hvor man gå på oplevelser inde i fisken og klatre helt op og nyde udsigten over vandet.
Den færdige legeplads kommer også til at rumme et kæmpe skib med blandt andet klatrereb og rutsjebaner samt trædemuslinger, begge dele med referencer til den tid, hvor muslingekutterne kom i havn med fangsten af muslinger til muslingefabrikken Vilsund Blue.
Faktisk kommer legepladsen til at ligge på det sted, hvor Vilsund Blue i sin tid lå.
Ud over at være byens nye legeplads og samlingssted, bliver legepladsen også set som et aktiv for byen i forhold til gæster udefra, både lokale og turister.
Prisen på legepladsen løber op i knap 1,4 mio. kr., hvor borgerforeningen og søsportsklubben har søgt om og fået 1 mio. kr. fra Nordea Fonden. Det resterende beløb er samlet ind gennem bankospil og overskuddet fra Vildsund Marked, hvor søsportsklubben havde mange frivillige i sving i Kim & Hallo teltet.
Når legepladsen er etableret, vil borgerforeningen og søsportsklubben invitere til officiel indvielse.