Børnefamilier flytter til Mors, og det tager kommunen nu bestik af.
Livet her

Børneboom giver byggegrunde

Morsø er den nordjyske kommune, som har det højeste flytteoverskud af børnefamilier. De får mulighed for at købe nyudstykkede byggegrunde i Nykøbing

29. juni 2022 kl. 09:05

MORS: Morsø er den nordjyske kommune, som har det højeste flytteoverskud af børnefamilier, når man kigger på børns til- og fraflytning. For at imødekomme den udvikling vil kommunen udvide et nybyggerområde i Nykøbing, hvilket er blevet muligt efter køb af produktionsrettigheder fra et nærliggende landbrug.

En nyere undersøgelse viser, at Morsø Kommune har et flytteoverskud af børn på 47 procent, idet 153 børn flyttede til Mors, mens 104 flyttede fra øen. Det placerer kommunen helt i top i Nordjylland og en udvikling, man fra kommunens side ønsker at understøtte.

- Vi er glade for, at flere og flere børnefamilier kigger i vores retning. Vi er inde i en positiv udvikling, hvor man både kan få sig et godt lokalt job og overskud til at have et skønt fritidsliv. Vi ved, at folk primært flytter af tre årsager; job, kærlighed og familie, men de bliver, fordi der er liv. Derfor glæder jeg mig over, at vi er lykkedes med at købe rettighederne, så vi sikrer plads til, at flere får muligheden for at få et godt liv på Mors, siger borgmester Hans Ejner Bertelsen (V).

Nord for Rolstrupparken

Nybyggerområdet ligger i forlængelse af og nord for Rolstrupparken. Grundenes størrelse forventes at være mellem 1000 og1400 kvadratmeter, og byggemodning vil højst sandsynligt ske i løbet af 2023. Hensigten er, at området skal fremstå åbent, hvor der er plads til grønne strukturer - og luft mellem husene.

Området bliver forbundet med Dueholmkilen, som kommer til at være et sammenhængende stisystem gennem Nykøbing, så der er sikre cykel- og gåruter til bymidte og skoler. Dueholmkilen forventes etableret i løbet af 2023. Samtidig med at være bynært er det også tanken, at området kommer til at give en følelse af være tæt på naturen. Det forsøger man blandt andet at sikre ved, at boligerne højdemæssigt tilpasser sig terrænet og etablerer flerfunktionelle grønne rum, som udover at rumme og tilbageholde vand - også styrker de rekreative og kulturelle muligheder.

Opkøb af produktionsret

Kommunen har købt produktionsrettighederne af en nærliggende landmand for 3,35 millioner kroner for at kunne etablere det nye boligområde. Baggrunden er, at landbrugets placering ligger for tæt på det kommende boligområde, idet lugtgener fra landbruget juridisk og praktisk ville forhindre en anvendelse af området til boligformål.

Kommunen ejer i forvejen området, og det forventes, at udgiften fuldt ud kan finansieres af den værdi, der kan opnås ved salg af byggegrunde - grunde som ellers ikke vil kunne sælges. Med købet af produktionsrettighederne åbner der sig desuden også mulighed for, at man i de nærliggende områder på sigt kan etablere rækkehuse.

Annonceret indhold

Nyeste