
Blomstermanden vender tilbage med påskeudstilling
HURUP: - Vi har tre uger, så åbner vi.
Med disse ord indledte blomstermanden Johnny Haugaard mandagens morgenmøde i den gamle auktionshal i Hurup.
Her var en del af de frivillige mødt op til morgenkaffe og en snak om, hvad der skal foregå i Johnny Haugaards tredje udstilling i Hurup.
Johnny Haugaards første udstilling fandt sted omkring påske i fjor, i december præsenterede han publikummet for en juleudstilling og nu skal lokalerne gøres i stand til at rumme endnu en påskeudstilling.
- Vi har kun fokus på Hurup denne gang. Og vi involverer såvel Hurup Skole som ældrecenter Aabakken i påskeudstillingen. Men først og fremmest skal vi lige pille resterne af juleudstillingen ned, sagde Johnny Haugaard og sendte et smil til de deltagende frivillige.

Publikummet ved årets påskeudstilling kan glæde sig til talende vægge og en café, der etableres i et telt i forbindelse med auktionshallen.
Snart ankommer containere med ting og sager, der skal bruges. Blandt andet 1000 æggebakker, der skal bruges til at dæmpe akustikken.
Nu er Johnny Haugaard og de frivillige i gang.
- Er der nogen, der godt kunne tænke sig at hjælpe til, så har vi altid brug for flere frivillige siger Johnny Haugaard.