Billede beskrivelse

Bjarne, Bo og Mettes hest kom til tops

19. juni 2023 kl. 11.00

En lokal hest kom på podiet til Dansk Islandshesteforening kåring i Herning. Kåringen fandt sted i dagene 16. -18 juni. 

Lokale Mette Bovbjerg Sørensen fra Legind præsenterede hoppen Dama fra Legind, hvor Dama vandt sin klasse og fik den højeste ridekarakter til hele kåringen.

I år er der ekstra pres på til kåringerne af islandske heste, da der ud over en kåring også konkurreres om en plads til at repræsentere Danmark ved Verdensmesterskaberne i avl. Forberedelserne er derfor også omfattende når heste stilles til kåring og er ofte resultatet af års træning og forberedelser.

De fleste heste fremstilles, under bedømmelserne, af professionelle trænere, der har erfaring og teknikker, så hestene opstilles og ridefremvises på bedste vis. Mette Bovbjerg Sørensen har selv stået selv for hele processen med forberedelse og visning af Dama, der blev den højest kårede hest ved kåringen målt på rideegenskaber, og ligger indtil videre til at skulle repræsentere dansk avl ved verdensmesterskabet.

Dama er resultatet af det avlsarbejde, der foregår på Stutteri Legind, hvor der fødes to til tre føl om året. Stutteriet er et familieforetagende, hvor Mette er den praktiserende omkring uddannelse, træning og fremvisning af hestene. Dama er en solstrålehistorie, fordi hun nu er i fysisk god form, efter en længere periode at have været skadet, på grund af hun blev sparket af en fold”kammerat”. I en lang periode var der fare for hun aldrig blev ridbar igen.

Ejerkredsen, Bjarne Bovbjerg, samt Mette og Bo Sørensen venter nu spændt på afholdelsen af den sidste kåring i midten af juli, hvorefter hestene der skal gå VM annonceres. Der er forhåbninger om at turen går til Holland for Dama og netværket omkring hende i starten af august.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste