Billede beskrivelse

Birgitte gør status: Skaldyrsfestival slog flere rekorder

11. juni 2024 kl. 14.00
Opdateret kl. 14.48

NYKØBING: Lige nu er sekretariatet bag årets Skaldyrsfestival i Nykøbing ved at evaluere arrangementet, som løb af stablen fredag den 31. maj og lørdag den 1. juni. 

Og pilen vender opad på alle parametre, og viser et arrangement i rekordernes tegn, lyder det fra sekretariatssekretær, Birgitte Jensen, fra Morsø Turistbureau /Visitmors.

- Deltagelsen har aldrig været større. Vi skønner, at vi kom op på et besøgstal mellem 20.000-25.000, hvilket er rekord. Der kom besøgende fra hele landet, og det viser os, at Skaldyrsfestivalen for alvor er blevet til en af de helt store turistmagneter for byen og øen, siger Birgitte.

Billede beskrivelse

Flere solgte billetter til spisning

Ikke kun på deltagerlisten slog årets arrangement rekord. På opgørelsen over solgte billetter til både grillfest samt fiske- og skaldyrsbuffet om fredagen og den helt store fiske -og skaldyrsbuffet med musik og dans om lørdagen blev der slået rekord.

Aldrig er der solgt flere billetter til de tre meget populære arrangementer. Om fredagen blev der udsolgt med 600 billetter til Fiske -og Skaldyrsbuffet udover 530 billetter til den store Grillfest med pattegris på menuen ligeledes fredag aften. Lørdag blev der udsolgt med 800 billetter til Fiske- og Skaldyrsbuffeten.

- Udover den rekordstore deltagelse til grillfesten og vores fiske- og skaldyrsbuffeter, så dryppede det store rykind af gæster på hele byen hele vejen op gennem gågaden, hvor vores restauranter var fyldt godt op både fredag og lørdag. Ligesom handelslivet i gågaden mærkede, at der var mange gæster i byen, fortæller Birgitte.

Hun kan tilmed oplyse, at der igen i år blev spist sammenlagt 2 tons muslinger på havnen og forskellige steder i byen i løbet af de to dage, udover en lang række andre gode fiske- og skaldyrsretter.

Billede beskrivelse

Næste år er jubilæumsår

De mange gæster, som kom udefra, bookede overnatninger som aldrig før.

- Vi var stort set booket op på de fleste af vores overnatningssteder. Og det fortæller jo, hvor vigtig en begivenhed Skaldyrsfestivalen er blevet for byen og øen. Begivenhederne nede på markedspladsen og på havnen drypper med guldkorn på de handlende, vores restauranter og vores overnatningssteder. Og i år mere end nogensinde tidligere, fortæller Birgitte.

Så alt i alt blev årets Skaldyrsfestival en god generalprøve for næste års arrangement, hvor festivalen kan fejre 20-års jubilæum.

- Vi er allerede ved at tænke på næste års arrangement, som jo bliver et jubilæumsår. Og vi er allerede begyndt at få bookinger på overnatninger til næste års Skaldyrsfestival, siger Birgitte Jensen.

Så med det gode arrangement i år, har Skadyrsfestivalen fået god vind i sejlene til at skabe et brag af en jubilæumsfest næste år.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste