Billede beskrivelse

Bila køber Skive-firma

Automationshuset på Mors overtager Kilde Automation med 50 ansatte

06. april 2022 kl. 15.07

MORS: Den Skive-baserede automationsvirksomhed Kilde Automation A/S bliver en del af Bila Group A/S. Opkøbet sker for at langtidssikre væksten og styrke den internationale konkurrenceevne for begge parter, oplyser Bila med hovedkvarter i Morsø Foodpark i en pressemeddelelse. Handlen er et led i planen om at skabe en endnu stærkere dansk aktør på det internationale marked for industriel automation. Målet med denne plan er at kunne matche kravene fra de hastigt voksende danske industrikoncerner.

Bila er Skandinaviens førende leverandør af produktions- og logistikautomatisering til industrielle kunder, og opkøbet af Kilde Automation er et led i denne udvikling. Igennem godt 50 år har Kilde Automation været en af landets førende maskinbyggere og siden 1990’erne blandt de toneangivende leverandører i automatiseringsløsninger til elektronik-, plast-, medico- og metalindustrien.

- Vi er stolte og beærede over at få muligheden for at drive Kilde Automation videre. Stanny Kilde startede virksomheden tilbage i 1970, og da jeg var ung var han i en helt anden liga, end jeg kunne drømme om inden for maskinbygning, siger Jan B. Sørensen,administrerende direktør i Bila Group.

90 mand i Skive

Efter et generations- og ejerskifte i 2005 er udviklingen i Kilde Automation fortsat, så virksomheden i dag beskæftiger ca. 90 medarbejdere, der understøtter en bred vifte af industrielle kunder med automations- og robotløsninger. BILA Group overtager hele aktiekapitalen fra ledelsen i Kilde Automation samt Spar Vest Fonden og den lokale investor, Bjarne Vium. Kilde Automation vil under det nye ejerskab blive videreført som selvstændig enhed.

- Vi ønsker at bevare den styrke og det fokus, der ligger i, at Kilde Automation fortsætter sin udvikling med alle sine dygtige automationseksperter, understøttet af Bila Group og vores andre specialister i søsterselskaberne, pointerer Jan B. Sørensen.

Hos Kilde Automation ser direktør Peter Friis frem i mod at fortsætte udviklingen af virksomheden under det nye ejerskab:

- Kilde Automation bliver en del af et projekt, der bruger dansk knowhow til at skabe job, vækst og innovation. Bila Groups mod på at opbygge en stærk aktør på et marked i kraftig vækst giver vide muligheder for, at vi kan udvikle os som partner til industrien og som en attraktiv arbejdsplads i lokalområdet,” siger Peter Friis.

Opkøbet kommer i kølvandet på opkøbet af andre aktører i branchen, senest PJM A/S (tidl. Poul Johansen Maskiner).

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste