Bente er bævermor og søger frivillige
OUTRUP: Med 40 børn og unge, fra yngste klassetrin til niende, stortrives spejderlivet på Sydvestmors hos de grønne KFUM-spejdere på Hedevej 4 i Outrup.
Det mærker man en tirsdag aften, hvor de store, kaldet bævere, møder frem for at løse ugens opgave under ledelse af bævermor Bente Nørgaard.
- Den 8. juni har vi inviteret jeres forældre til bålmad. Derfor kan vi lige så godt begynde at forberede os ved at lave de borde, de skal sidde ved og et bord, hvor maden skal stå på. Til den opgave får I brug for jeres færdigheder med at lave knob, siger hun til de 12 fremmødte bævere.
I alt er der 18 bævere i gruppen, men seks har meldt afbud på en aften, hvor andre fritidsinteresser trænger sig på. Alligevel er der nok at holde styr på for bævermor Bente med 12 spejdere i gruppen. Derfor er hun glad for, at hun denne tirsdag aften kan trække på hjælp fra forælderen Anni og den frivillige hjælper Martin.
Martin er kommet til efter et opslag på Facebook, hvor KFUM-spejderne har efterlyst frivillige, der har lyst til at bruge lidt fritid ude i naturen og arbejde med børn og unge.
- Først søgte vi frivillige i vores egne netværk, men mange har travlt med andre gøremål i fritiden, så det var ikke nok. Derfor valgte vi at lave et opslag på Facebook, og det har givet et par henvendelser, blandt dem Martin, der nu er med for tredje gang for at prøve af, om det er noget for ham, siger Bente.
Plads til flere frivillige
Men der er plads til og brug for flere frivillige hos KFUM-spejderne, så har man lyst til at bruge noget af sin fritid og sin krop ude i naturen og tage ansvar for at arbejde sammen med børn og unge om et aktivt fritidstilbud, så er man velkommen i spejdernes fællesskab.
- Det kræver kun, at man har lysten til det. Det er ikke nødvendigt med spejdererfaring, det skal vi nok hjælpe med, siger Bente.
Hun er mor til fire, tre piger og en dreng, hvor den ældste nu er nitten og begyndte til spejder for 12 år siden.
- Alle mine børn har gået til spejder, og da den første begyndte, blev jeg selv involveret i det frivillige arbejde. Først i grupperådet af forældre og de seneste fire år som leder for bæverne, forklarer Bente.
Ud over at være med til at lære bæverne at begå sig i naturen med færdigheder, som at lave knob, bruge et kompas, lave mad over bål og mange andre, nyder hun det sociale samvær med spejderne, både på ”hjemmebanen” ved siden af Outrup Stadion, men også de to-tre gange om året, KFUM-spejderne drager hjemmefra for at deltage på lejre og møde spejdere fra hele landet.
Til sommer bliver det en tur til Trevæld Spejdercenter syd for Skive, hvor KFUM-spejderne fra Outrup kan glæde sig til at møde op mod 700 andre spejdere.
Har man lyst til at blive spejder og være en del af det fællesskab, som også får mindeværdige oplevelser på lejre rundt om, så er man naturligvis også velkommen hos KFUM-spejderne.