Billede beskrivelse

Bedsted viste god moral i nederlag til Esbjerg

20. januar 2024 kl. 18.57

Bedsted-kvinderne var lørdag på en stor styrkeprøve i 1. division. På udebane skulle thyboerne op mod rækkens 2. plads fra Esbjerg. Det blev en for stor mundfuld for Bedsted, der tabte opgøret med 1-3. Et af kampens afgørende momenter var afgørelsen på andet sæt, der efter en tæt afslutning endte ud til Esbjergs fordel.

- Vi er ærgerlige over, at vi ikke lige fik det andet sæt. Vi var syv spillere, der alle leverede en god holdindsats, og vi var tilfredse med det spil, vi fik leveret, siger Bedsted-anfører Louise Dahlgaard.

Bedsted-truppen var decimeret til lørdagens kamp da en Bedsted-spiller inden kampstart måtte melde afbud. I første sæt skulle Bedsted-spillerne finde sig til rette på banen, og de kom bagud med 5-10 og 7-15. Bedsted kom bedre med på pointtavlen og fik reduceret til 14-18. Første sæt blev dog tabt med 15-25. I andet sæt havde Bedsted-spillerne for alvor fundet sig til rette. Thyboerne havde de fleste føringer i andet sæt, og de bragte sig foran med 14-10. Derfra vågnede Esbjerg så op igen, og efter at have været foran med 14-10 kom Bedsted bagud med 14-21. Gæsterne fik efterfølgende kæmpet sig tilbage ved at bringe sig foran med 23-22. Sidste del af andet sæt endte ud i en maratondyst, hvor ingen af holdende ville afgive sættet. Efter skiftende føringer og adskillige tætte dueller endte Bedsted med at trække det korteste strå ved at tabe andet sæt med 31-33.

Tredje sæt blev også et tæt et af slagsen. Efter at have været bagud med 9-13 fik Bedsted overtaget i kampen, og efter at have bragt sig foran med 20-15 vandt Bedsted tredje sæt med 25-20. I fjerde sæt gik gassen af thyboernes ballon, og gæsterne haltede et skridt efter det meste af tiden, og thyboerne var konstant bagud. Esbjerg trak mere og mere fra, og Bedsted tabte kampen med 1-3 efter 13-25 i fjerde sæt.

- Vi var gode til at holde modet oppe, og vi leverede det, vi kunne, siger Louise Dahlgaard.

Kampfakta

Volleyball, 1. Division kvinder

Volleyball Esbjerg

Bedsted KFUM

Resultat: 3-1

Sætscore: 25-15, 33-31, 20-25, 25-13

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste