Bedsted gik i stå mod Kolding
Efter en sæsonstart med nederlag og to gode præstationer mod to af rækkens stærkeste hold, jagtede Bedsted-herrerne sæsonens første point i lørdagens kamp på udebane mod Kolding. Det blev til et point efter et nederlag på 2-3, men Bedsted havde langt hen i kampen gode muligheder for at tage en sejr.
- Vi styrede kampen indtil fjerde sæt, hvor vi gik fem procent ned i alle aspekter af vores spil og spillede som en pose jordnødder. Vores bundniveau var for lavt, og præstationen i dag var et skridt tilbage i forhold til vores åbning på sæsonen, siger Bedsted-træner Flemming West.
Første sæt bølgede meget frem og tilbage, dog havde Kolding oftest føringen, mens Bedsted skulle jagte. I slutningen af sættet kom Bedsted så foran med 23-21. Thyboerne kunne dog ikke holde føringen hjem, og første sæt blev tabt med 24-26. I andet sæt var det så Bedsteds tur til at være det førende hold, og thyboernes server og modtagninger fungerede godt. Gæsterne kom foran med 4-1 og 10-6. Efterfølgende fik Kolding reduceret, men i midten af sættet strammede Bedsted skruen og trak fra. Udeholdet vandt andet sæt overbevisende med 25-15.
I tredje sæt fortsatte Bedsted de gode takter, og foran med 20-13 lignede det, at Bedsted sikkert ville vinde andet sæt. Kolding fik dog givet sættet fornyet spænding ved at reducerede Bedsteds føring til 23-20. Thyboerne bevarede dog roen, og de vandt sættet med 25-22.
I fjerde sæt var Bedsted godt på vej mod sejren. Bedsted lagde bedst ud ved at komme foran med 6-2 og 10-4. Efter den gode start gik gæsterne dog fuldstændig i stå, og de mistede grebet om kampen. Bedsted kunne ikke helt genvinde momentum, og thyboerne skulle ud i et femte sæt, eftersom fjerde sæt blev tabt med 20-25.
I femte sæt fulgtes de to hold nogenlunde ad, men ved stillingen 3-3 trak Kolding fra og bragte sig foran med 8-4. Efterfølgende fik Bedsted reduceret Koldings føring til et point, men da kampen skulle afgøres, var Kolding skarpest. Bedsted endte med et nederlag på 2-3 efter at have tabt femte sæt med 12-15.
- Vi kan ikke helt være det bekendt i dag, og vi var for dårlige i fjerde- og femte sæt, siger Flemming West.