Beboerforening er med til at skabe liv i landsbyen
Hvor der er en beboerforening, er der en vilje til at skabe veje for liv i landsbyen til gavn for fællesskabet.
For Villerslev og Omegns Beboerforening, i daglig tale VOBF, er der to veje.
Den ene fører hen til landsbyens forsamlingshus, den anden til det store rekreative område udendørs, Landsbyparken.
- Landsbyparken og forsamlingshuset er vores omdrejningspunkt for at skabe aktiviteter, der er med til at styrke fællesskabet i landsbyen og vores omegn, forklarer formanden for beboerforeningens bestyrelse, Helle Sivertsen.
Fællesspisninger, hvor man mødes på tværs af generationer til god mad og hyggeligt samvær, er primært det, beboerforeningen bruger forsamlingshuset til for at styrke fællesskabet. Og fællesspisningerne er umådeligt populære.
- Senest var vi 55 forsamlet til brunch, men også vores caféaftener er meget populære. Og når vi tilmed får tilbagemeldinger om, hvor god maden er, så er det bare lækkert at høre, siger Helle Sivertsen.
Udendørs er det Landsbyparken, der trækker folk. Parken ligger på det område, hvor landsbyens skole og boldklub lå.
Efter lukningen og nedrivningen af skolen og den senere lukning af boldklubben, overtog beboerforeningen området, hvor der nu er skabt et rekreativt område med shelters, toiletbygning med udendørs bruser, legeplads, boldbane og senest opførelsen af en stor bålhytte, som ventes at stå helt færdig i løbet af foråret.
- Bålhytten var et af sidste års helt store projekter, hvor der indtil videre er brugt utallige timer med frivilligt arbejde. Hen over foråret og sommeren mødtes vi tirsdag aften, hvor vi brugte godt to timer på at arbejde med hytten. Hver gang, mødte der over 20 frivillige frem, hvor alle ydede en fantastisk indsats. I den forbindelse har det også været vigtigt for beboerforeningen, at det ikke alene har handlet om at arbejde og knokle frivilligt for fællesskabet, men at der også har været tid til at hygge sig med hinanden, snakke sammen og have det sjovt med hinanden, siger Helle Sivertsen.
Det sociale samvær og med et fokus, der især inddrager børnefamilier kendetegner, i øvrigt de fleste af beboerforeningens aktiviteter. Beboerforeningen tæller cirka 120 medlemmer, hvor flertallet er familiemedlemskaber.
- Vi har fokus på vores børnefamilier. Eksempelvis har vi fået tilskud fra Nordeas Delepulje til indkøb af udendørs spil til Landsbyparken. Dem kan børnefamilierne låne og hygge sig med i parken, men de kan også låne dem med hjem til et arrangement hjemme i haven. Vores fællesspisninger i forsamlingshuset med start klokken 18, passer også fint med børnefamilier, der efter spisningen kan gå hjem og lægge børnene i seng, siger Helle Sivertsen.
Bålhytten er også tænkt ind som et af de steder, hvor man mødes til fællesspisninger og gerne i kombination med et arrangement. Allerede nu har beboerforeningen planer om at arrangere fællesspisning i bålhytten i forbindelse med sankthans.
- Men, vi mangler lige det sidste for at være helt færdig med bålhytten, hvor der blandt andet skal lægges gulv, og taget skal beklædes med tagpap, siger Helle Sivertsen.
Det kan også være i forbindelse med havetraktortræk, som beboerforeningen med stor succes afviklede for første gang sidste år.
Ud over at skabe og deltage i egne arrangementer og aktiviteter, samarbejder beboerforeningen på tværs i landsbysammenslutningen Fjordbyernes Netværk, hvor man især har et tæt samarbejde med Skyum.
- Vi bor tæt på hinanden og kan på den måde drage fordel af hinanden til fælles bedste. Det betyder, at vi kan deltage i Skyums arrangementer, som var vi medlem af deres beboerforening og omvendt og altså ikke skal betale den pris, ikke-medlemmer skal betale for at deltage, siger Helle Sivertsen.
Et andet og nyligt opstået samarbejde er med foreningen bag forsamlingshuset og menighedsrådet, der har udmøntet sig i, at forsamlingshusets og beboerforeningens arrangementer kommer med i Sognenyts aktivitetskalender samtidig med, at samarbejdet til foråret fører til et fælles arrangement med musik i forsamlingshuset.
- Det bliver en aften med Dyveke, som er en professionel duo, der synger gamle revyviser med et moderne tvist. Det vil normalt ikke være et navn, vi økonomisk havde råd til at løfte alene i beboerforeningen, men nu er gjort muligt gennem samarbejdet med de andre, siger Helle Sivertsen.
Vil man vide mere om beboerforeningen og dens aktiviteter og arrangementer, kan man kigge forbi hjemmesiden villerslevthy.dk.