Banken sagde nej til interesserede købere: Nu forsøger Lis og Jørgen at sælge livsværk på en ny måde
Siden sidste sommer har 82-årige Lis og 83-årige Jørgen Bruusgaard haft deres livsværk, Gerlis Camping i Sejerslev på Nordmors, til salg, men uden et resultat indtil videre.
- Der har ellers været stor interesse for at købe vores campingplads, både fra danskere og udlændinge. Vi har fået henvendelser fra Tyskland, Østrig og Holland foruden den danske interesse, men selv om flere har været helt vilde for at købe, så har den enslydende tilbagemelding været, at de interesserede købere fik nej af banken til at låne penge, siger Jørgen Bruusgaard.
Bankernes manglende lyst til at låne penge ud til de interesserede købere, får nu ægteparret til at sadle om og forsøge at sælge campingpladsen på en anden måde.
- I første omgang udbød vi campingpladsen med vores tilhørende ejendom og 14 hektar jord samlet. Siden blev vi kontaktet af en mægler, der foreslog os at adskille jord og campingplads, så man nu alene kan købe campingpladsen med tilhørende to-tre hektar jord. Det bringer prisen på campingpladsen ned på omkring det halve af de cirka tre millioner, vi udbød det hele til i første omgang. For både interesserede købere og banker håber vi, at det er en mere spiselig pris og mundfuld at gabe over samtidig med, at vi ingen problemer vil få med at sælge den resterende jord, siger Jørgen Bruusgaard.
Ægteparrets høje alder har selvsagt spillet ind på beslutningen om at sælge den campingplads, de etablerede helt tilbage i 1967. I dag er den på 80 enheder, men den er godkendt til at rumme op til 250 enheder.
- Vi er sunde og raske, men vi kan ikke vide hvor længe. Derfor har vi truffet beslutningen om at stoppe nu. Den her sæson bliver vores sidste. Til efteråret flytter vi ind i det hus, vi har i Sejerslev by. Så må vi se, om det lykkes at finde en køber til campingpladsen eller alternativt en forpagter, siger Lis Bruusgaard.