Billede beskrivelse

Badebro er rådden: Nu kommer hjælpen til byens attraktion

03. januar 2024 kl. 19.00

I 18 år har badegæster ved Sennels nydt godt af den badebro, der blev bygget ud i fjorden ved byens kendte badested Malle Strand.

Men trædækket er slidt og råddent, og den populære bro trænger i det hele taget til en kærlig hånd.

Den hånd kommer nu fra byens Spar-købmand, Kim Sørensen, i form af en kontant støtte på 25.000 kroner til byens brolaug, der står for vedligeholdelse og for at køre broen i vinterhi hvert år.

- Broen er meget populær og står overfor en reparation til en anslået pris på 50.000 kroner. Så er det bare flot, at Kim står klar med halvdelen af det beløb. Det er en kæmpeservice, som vi er meget taknemmelige for, lyder det fra Jakob Bojesen og Holger Munk fra brolaugets bestyrelse.

- Reparationen bliver ekstra dyr i år, fordi vi har besluttet at udvide broen med et nyt plateau, så børn også får fuld fornøjelse af broen.

Sennels Brolaug har også fået støtte fra Hundstrup Østerild Sparekasses Fond.

De glade badegæster i fjorden ved Sennels kan komme til at hoppe ud fra den nye bro, når den sættes i vandet i starten af april.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste