Atypisk år for Boddum-Ydby Skytte & Fritidscenter
YDBY: Mandag 20. marts blev der afholdt generalforsamling i Boddum-Ydby Skytte & Fritidscenter
med 25 deltagere.
I sin beretning kunne formand Jørgen Stefansen bl.a. berette om et atypisk år, der var præget af følgerne af
coronaen - og efterfølgende af dønninger fra krigen i Ukraine, som for mange havde medført generelt
dårligere økonomi.
Begge dele var årsag til vigende tilslutning til foreningernes aktiviteter, og også centrets egne aktiviteter var blevet ramt. Det gjaldt f.eks. Thy Harmonikatræf som måttet aflyses, efter seks gode træf siden
den første i 2014.
- Heldigvis var det i sidste halvdel gået mod mere "normale tider" med bedre tilslutning til foreningernes aktiviteter i hallen, ligesom hallens egne aktiviteter i hallen bl.a. motion og samvær, senior-motion, kunne berette om stigende tilslutning, og en vellykket sæson, sagde Jørgen Stefansen blandt andet.
Efterårets 60'er & Country Halbal var også blevet vellykket gennemført.
Følgende foreninger har "base" i Boddym-Ydby Skytte & Fritidscenter: Boddum-Ydby IF., Boddum-Ydby Skytteforening, BY Seniorer, Sydthy BK og Thy BMX.
Ved valg til bestyrelse for foreningsvalgte var der nyvalg til Kristian Kappel fra Boddum-Ydby Skytteforening.
Der var genvalg til Poul Svendsen, for Ydby Håndværker- og Borgerforening, og Jørgen Stefansen for Boddum-Ydby Idrætsforening.
Jytte Sunesen og Ole Grud, blev begge genvalgt til bestyrelsen på generalforsamlingen.
Valget af suppleanter gav genvalg til Poul Erik Mark, og nyvalg til Jørgen Kjær.
Efterfølgende har bestyrelsen konstitueret med Jørgen Stefansen som formand, Ole Grud som næstformand og Svend Hansen som kasserer.