Ashøje har fået en kondisti

Skovfitness Ashøje er navnet på en ny sti gennem Ashøje Plantage, hvor man kan blive instrueret via mobiltelefonen

27. januar 2022 kl. 12.21
Opdateret 28. januar 2022 kl. 10.02

HURUP: De sidste skilte er kommet på plads og ny er Skovfitness Ashøje i Ashøje Plantage ved Hurup blevet en realitet.

Idéen fik Trine Hausgaard Ubbesen.

Hun er instruktør i Hurup Gymnastik- og Ungdomsforening, HGU.

- Trine fik den super gode idé og spurgte mig, om HGU ville være med, det ville vi selvfølgelig - og vi fik så fat på John Kyss Jensen og Jacob Andersen i Ashøje Plantages Venner som også bare var klar, fortæller Bettina Søgaard Madsen, der er næstformand i HGU.

- Jeg havde et hold for voksne i Hurup Hallerne. Men det måtte lukke på grund af corona. Så gav jeg dem muligheden for fortsat at træne udendørs. Vi havde før været i Ashøje Plantage, så det blev hér, fortæller Trine Hausgaard Ubbesen.

I første omgang blev HGU-motionisterne udstyret med sedler, der viste dem, hvilke øvelser de skulle gå i gang med.

Men nu er der sat faste poster op.

- Nu har alle mulighed fro alle at motionere lidt. Vi har sat otte poster op med ca. 200 meter mellem hver. Hver post er udstyret med et foto og en QR-kode. Ved at scanne QR-koden kan man se en lille video med øvelserne, fortæller Trine Hausgaard Ubbesen, der også har lavet en introduktionsvideo.

Så det er bare med at komme i gang med at træne i Ashøje, der med sine 93 meter over havets overflade Thys højeste punkt.

Introduktionsvideoen kan ses på nettet under https://youtu.be/k7mwj4ifeek.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste