Billede beskrivelse

Arbejdsmiljøcenter udvider psykologholdet fra to til tre

Der tilbydes ekstra hjælp under og i forlængelse af coronakrisen til såvel ledere som medarbejdere

23. april 2020 kl. 10.08

NYKØBING: I forbindelse med og i forlængelse af covid-19- eller coronakrisen forventer Arbejdsmiljøcenter Mdit-Vest et øget behov for samtaler og coaching hos medarbejdere, ledere og direktører på arbejdspladserne, siger administrerende direktør Thomas Rosenkrands. Derfor har centret nu oprustet med indgåelse af en samarbejdsaftale med psykolog Anna-Mette Thomsen, Esbjerg, udover de to psykologer Dorte Vilsgaard og Heidi Laursen.

Arbejdsmiljøcenter Midt-Vest er autoriseret arbejdsmiljørådgiver inden for alle områder af arbejdsmiljøet. Centret har bred erfaring med arbejdsmiljø siden 1979 og har specialistviden inden for alle brancher. Samtidig er Arbejdsmiljøcenter Midt-Vest en fondsejet virksomhed, som skal drives som en sund forretning, men uden aktionærer. Historisk set ændrede centret i 2009 navn fra BST Thy-Mors-Salling. En del af centrets rådgivning består i at udbyde den lovpligtige arbejdsmiljøuddannelse og andre kurser inden for arbejdsmiljøområdet.

Anna-Mette Thomsen er autoriseret psykolog samt specialist og supervisor inden for bl.a. krisepsykologi. For hende betyder samarbejdet muligheden for at arbejde endnu mere med arbejds- og organisationspsykologi. Og i den forbindelse har hun i samarbejde Dorte Vilsgaard haft fokus på at kunne hjælpe direktører, ledere og medarbejdere, der er ramt af konsekvenserne af coronakrisen:

- Vi har flere forskellige muligheder for at hjælpe i denne tid. Det kan eksempelvis være ledere eller direktører, som er særligt udsatte og alene lige nu eller medarbejdere, der føler sig utrygge, forklarer Anna-Mette Thomsen.

Hun understreger, at alle psykologopgaverne kan udføres via video, hvis det foretrækkes - også selv om der lige er blevet åbnet for mere fysisk konsultation. For det handler om tryghed for den enkelte. Hos Arbejdsmiljøcenter Midt-Vest er man glade for, at man nu er godt rustet til et øget pres på centrets psykologydelser i den kommende tid, skriver Thomas Rosenkrands i en pressemeddelelse.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste