Billede beskrivelse

Annelis og Hans Jørgen vil nu give stafetten videre

22. august 2024 kl. 20.01

SINDBJERG: De økologiske vinbønder på Mors, Annelis og Hans Jørgen Jørgensen, åbner dørene til Sindbjerg Vingård på Grå Stensvej 2, Redsted, den 1. september. 

Her er de vært ved dette års Økologisk Høstmarked, hvor de fra klokken 13-17 viser rundt og fortæller om vindyrkning og vingårdens historie.

Med denne sæson bliver det sidste gang, at den nu 77-årige vinbonde, Hans Jørgen Jørgensen og hans 78-årige hustru Annelis, der har sit ”Atelier Annelis” på adressen, åbner dørene med rundvisning og dørsalg. 

For det er i det hele taget ved at lakke mod enden for produktion af vin på vingården, som parret med stor succes har oparbejdet siden de i 2009 tilkøbte to hektar jord i tilknytning til deres ejendom med det formål at plante vinstokke og producere økologisk vin.

Vingården startede de, fordi de havde interesse for vin og samtidig ønskede at have en lille seniorhobby. Men nu har både Hans Jørgen og Annelis nået den alder, hvor de for alvor vil til at nyde deres otium blandt andet med tid til rejser. Pasningen af vinstokke og arbejdet i vineriet er ved at blive for stor en mundfuld, understreger de.

Billede beskrivelse

Udlejer vinstokke og sælger udstyr

Da parret gerne vil blive boende på ejendommen i Redsted, sætter de ikke hele vingården til salg. Men Hans Jørgen har en anden idé.

- Da vi jo ikke ønsker at flytte fra ejendommen, som jo er vores hjem, så har jeg fået den tanke, at jeg vil udleje eller bortforpagte mine vinstokke til en eller en gruppe, der er interesseret i fortsat at bruge dem til produktion af vin, forklarer han.

Han forestiller sig planen udført på den måde, at man kan forpagte eller leje selve vinstokkene, og få adgang til at passe og høste druer på de to marker i tilknytning til hans og Annelises private bolig, hvor vinstokkene står. Udstyret til produktion af vin i deres vineri, kan man købe og starte et vineri et nyt sted.

- Det er en mulighed for en eller en gruppe vinentusiaster, som med denne løsning lige kan se, om det er noget for dem. Jeg fortsætter selvfølgelig på sidelinjen med at give råd og vejledning. Og jeg oplærer gerne en ny vinavler fra bunden, så al min erfaring bliver givet videre, ligesom vinproduktionen fra mine druer kan fortsætte, forklarer han.

Billede beskrivelse

Succes med druevin og dessertvin

Siden Hans Jørgen og Annelis etablerede Sindbjerg Vingård har det været med miljø i fokus, så lige fra start blev de økologisk certificeret. Sindbjerg Vingård har vundet adskillige priser for sine røde, hvide, rosé- og mousserende vine. Senest ved Dansk Vinskue 2023, hvor "Sindbjerg Bobler” blev præmieret med en særlig udmærkelse. Første anerkendelse fik vingården i 2014, da ”Sindbjerg Hvidvin 2013” fik sølvmedalje som Danmarks bedste hvidvin.

Så de fire druesorter Solaris, Riesel, Rondo og Regent til druevin samt vingårdens kvæder og surbær til dessertvin har indtil nu gjort det godt med god hjælp fra vinbonden Hans Jørgen.

- Jeg håber, at der melder sig en eller flere vinentusiaster, der vil fortsætte med at producere vin fra druer her på gården. Den økologiske certificering kan jeg ikke overdrage til andre, så den skal nye vinavlere selv søge, forklarer han.

Billede beskrivelse

Både Hans Jørgen og Annelis vil hjælpe nye på vej med al den viden og kendskab til druerne på deres marker, som de har oparbejdet gennem årene. Men når denne sæson er slut, og de sidste druer bliver høstet denne sensommer, så er det et afsluttet kapitel med produktion af økologisk vin på Sindbjerg Vingård.

- Og det er da med et tungt hjerte, at vi nu siger stop, og derfor med et stort håb om, at nye kræfter melder sig på banen og ønsker at tage over i en eller anden form, siger Hans Jørgen og Annelis, der fortsætter med at male, udstille og sælge malerier fra sit atelier ” Atelier Annelis” fra adressen.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste