Billede beskrivelse

Alle er velkomne, men særlig én gruppe er tænkt ind her

23. august 2023 kl. 19.01

Danmarks længste handicapsti ligger i Agger og snor sig gennem klitter og forbi den skønneste natur i Nationalpark Thy. Initiativtagerne til etableringen af handicapstien var søskendeparret Lone Mark og Knud Kristensen, der selv er kørestolsbruger. Lone Mark står også bag succesen med Ladywalk i Agger, der hvert år samler flere tusinde motionsglade kvinder.

Billede beskrivelse

I 2017 fik søskendeparret ideen med at skabe et event, hvor alle kunne deltage – uanset handicap, alder eller køn. Og foreningen WalknRoll blev stiftet med Lone Mark som formand. Foreningen samarbejder med Hjerteforeningen, Scleroseforeningen, Handicapformidlingen, Sportsmakker, LadyWalk og UlykkesPatientForeningen.

Arrangement for alle

Første arrangement blev skudt i gang i august 2017 med omkring 200 deltagere – og da Lone Mark for syvende gang i år – mandag i uge 34 - kunne byde velkommen til arrangementet, var der også tilmeldt omkring 200 deltagere, som kom fra store dele af Nord- og Midtjylland.

- Vi er rigtig glade for interessen og tilslutningen fra handicappede, hvor en del er gengangere år for år. Og det er ikke størrelsen på arrangementet, der er det afgørende, men at de handicappede får mulighed for at få en dejlig dag med motion og frisk luft, siger Lone Mark efter dette års arrangement.

Billede beskrivelse

Som udgangspunkt har foreningen WalknRoll det formål at skabe en social begivenhed, hvor handicappede kan deltage – men – arrangementet henvender sig til alle, påpeger Lone Mark.

- Vi vil gerne have bredt arrangementet ud til flere grupper. Blandt andet er det et velegnet arrangement for ældre, netop fordi ruterne er tilrettelagt på handicapstien, og derfor er ruterne tilgængelig også for ældre, som måske er lidt dårligt gående. Men igen. WalknRoll henvender sig til alle med eller uden handicap, siger Lone Mark.

WalknRoll 2023

Da startskuddet til WalknRoll 2023 lød, var der opvarmning med musik og sang med Viggo Iversen. Derefter tog deltagerne og deres hjælpere ud på ruterne på henholdsvis 1, 3, 5, 7 og 10 kilometer.

Der var deltagere fra lokale institutioner som Thyværkstedet i Thisted, Aktivitetsværkstedet i Hurup og Valsen i Lemvig. Men der kom også deltagere fra både Aalborg, Aarhus og Viborg.

Blandt andre Camilla, der på Facebook og gennem Aarhus Hjælpeordning blev opmærksom på arrangementet.

Billede beskrivelse

- Det her er en dejlig måde at komme ud på og deltage i noget socialt med andre handicappede. Så jeg er glad for, at jeg kunne komme her i dag med min hjælper Klaus, fortæller hun.

Louise Bertelsen fra Viborg deltog med sin hund Charlie, som var frisk til at danse Boogie Woogie under opvarmningen.

- Jeg har deltaget i stort set alle arrangementerne siden starten. Jeg er kommet til skade efter en ulykke og er medlem af UlykkesPatientForeningen, hvor jeg blev gjort bekendt med arrangementet. Og for at gøre en tur ud af det, så overnatter min hund Charlie og jeg altid i shelter i Agger natten op til og efter arrangementet, fortæller Louise, der er klar igen til næste år.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste