Billede beskrivelse

Alarmerende stigning i tandproblemer hos nordjyske unge

30. juli 2024 kl. 07.22
Opdateret kl. 10.22

NORDJYLLAND: Snus og røgfri nikotin er blevet populært blandt unge i Region Nordjylland, hvilket tandlægerne tydeligt mærker.

Mere end seks ud af ti tandlæger har oplevet flere patienter med skader i mundhulen forårsaget af snus eller nikotinposer.

Stigningen ses primært hos de 19-29-årige, men også blandt børn og unge op til 18 år. Det skriver Tandlægeforeningen i en pressemeddelelse.

- Børn og unge, der bruger snus eller andre røgfri produkter med nikotin, risikerer at få alvorlige skader i mundhulen – skader, der kan vise sig at være permanente. Det er dybt problematisk. Ikke mindst fordi disse produkter er stærkt vanedannende, advarer Tandlægeforeningens formand, Susanne Kleist.

Slimhindeforandringer og tilbagetrukket tandkød

Tandlægerne ser typisk slimhindeforandringer og tilbagetrukket tandkød.

- Snus irriterer mundslimhinden og kan også få tandkødet til at trække sig tilbage, hvis man bruger det længe nok. Og tandkød, der først har trukket sig tilbage, kommer ikke tilbage, selvom man stopper, forklarer Charlotta Pisinger, professor i tobaksforebyggelse, og fortsætter:

- Nikotinen giver en opkvikkende fornemmelse og en følelse af velvære. Din hjerne og krop vænner sig hurtigt til at få nikotin, og nikotinen bliver vigtig for, at du kan føle velvære. I det øjeblik er du blevet afhængig af nikotin.

Forbud til unge op til 29 år

Anbefalingen lyder, at man helt stopper eller minimerer forbruget af snus og andre røgfrie nikotinprodukter. 

Røgfrie nikotinprodukter er forbudt at sælge til mindreårige, men Susanne Kleist mener, at der også bør indføres et forbud til unge op til 29 år.

- Jeg er bekymret for, at vi får en hel generation af unge voksne, der er afhængige af disse produkter. Vi skal fortsætte med at oplyse børn og unge om sundhedsrisikoen, og det er vigtigt, at forældre tager en snak med deres børn om, hvad snus kan gøre ved dem. Men jeg tror desværre ikke, at oplysning og dialog er nok, og derfor anbefaler jeg et forbud, fastslår Susanne Kleist.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste