En redningsbåd og en ambulance blev tilkaldt. Foto Lars Pauli
Livet her

Alarm på Mors: Tre personer røg gennem isen

Redningsaktion blev dog hurtigt afblæst

06. februar 2021 kl. 17:35

MORS: Tre unge mænd gik lørdag gennem isen i Dragstrup Vig ud for Fjordvangen syd for Dragstrup på den vestlige del af Mors.

Alarmen lød lkl. 16.24, og en redningsbåd og en ambulance rykkede ud, men kom dog ikke i brug.

Det viste sig, at tre unge surfere var gået gennem isen, da de ville surfe.

Alle tre var iført våddragter og svømmeveste, og de kom selv op på land i god behold, oplyser Midt- og Vestjyllands Politi.

Det var en person på land, der bemærkede, at de tre unge mænd gik gennem isen og havde svært ved at komme op. Vedkommende ringede derfor 112, og en redningsaktion blev indledt.

Blandt andet blev en redningshelikopter sendt i luften, men den kunne dog returnere inden at være nået frem, da politiet havde fået vished for, at alle var nået sikkert i land.

De tre unge mænd er afhørt og kan muligvis forvente bøde, fordi de gik ud på isen, selv om der ikke var annonceret sikker is.

De tre surfere her var iklædt våddragter og kom selv op i god behold. Foto Lars Pauli

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu