Akvaplaning formentlig skyld i trafikuheld
Mandlig bilist kørte også med en promille over det tilladte
MORS: En 54-årig mand fra lokalområdet kørte torsdag aften omkring klokken 21 galt på rute 26, Vildsundvej tæt på Sundby på Mors.
Det oplyser vagtchefen hos Midt- og Vestjyllands Politi.
Ifølge vagtchefen kørte manden ad Vildsundvej mod nordøst, da han mistede herredømmet over sin bil på grund af akvaplaning. Bilen kom over i den modsatte kørebane, hvor den ramte en anden bil med en 36-årig kvinde fra Herning bag rattet.
Ingen af de to parter kom noget til ved uheldet.
Efterfølgende blev den 54-årige mand bedt om at puste i et alkometer, og her kunne politiet konstatere, at mandens promille var over det tilladte. Vagtchefen kan dog ikke sige, hvor meget over.