Billede beskrivelse

Afrikanske gæster skal se det danske sundhedsvæsen

Morsø U-Landsforening har besøg af læge og jordemoder fra Bukoba

31. maj 2022 kl. 10.32

MORS: Der er besøg hos både borgmester Hans Ejner Bertelsen, skoler, landbrug og ikke mindst forskellige dele af det danske sundhedsvæsen på programmet for to gæster fra Morsø Kommunes venskabsby Bukoba, der i disse uger besøger Danmark.

Ledende overlæge Eunias Ntangeki og sygeplejerske og jordemoder Adelina Ntangeki fra Bukoba Town Health Clinic er inviteret af Morsø U-Landsforening, som løbende har støttet sundhedsklinikken med donationer af blandt andet udstyr. Besøget var oprindeligt planlagt til 2020 som et oplysningsprojekt i forbindelse med den seneste containerforsendelse.

Allerede ved ankomsten 27. maj fik de mulighed for at se Morsø U-Landsforening i aktion ved en torvedag i forbindelse med ”Foreningernes Dag” i gågaden, og 28. maj var de med bestyrelsesmedlem Flora Delcour på besøg på hendes arbejdsplads i hjemmeplejen i Skive Kommune.

De to gæster vil også selv informere om det tanzanianske sundhedsvæsen, blandt andet ved et åbent arrangement 31. maj i et mødelokale over Morsø Folkebibliotek og ved et besøg på sygeplejeskolen i Thisted 9. juni.

Under besøget bliver der fem dage, hvor de to sundhedsmedarbejdere fra Tanzania opholder sig i Aars hos to medlemmer af Morsø U-Landsforening, fysioterapeut Hanne Knoblauch og læge Thomas Bjørnshave, der har arrangeret et program inden for sundhedssektoren i Region Nordjylland og Region Midtjylland.

Ny bevilling

I Morsø U-Landsforening glæder man sig lige nu også over, at foreningen har fået en ny bevilling på 443.156 kroner fra CISU til et miljøprojekt med titlen "Empowering women and youth on climate change".

Samarbejdspartnerne er Sarepta Women Group og Youth Training Organisation. Sarepta Women Group har Morsø U-Landsforening også arbejdet sammen med tidligere.

Indsatsen har som mål at indsamle frø fra vigtige, lokale træsorter for at bevare disse for eftertiden, for at øge træplantningen i lokalområdet og for at sikre et godt miljø. Samtidig undervises deltagerne fra såvel kvinde- som ungdomsgrupperne sammen i miljø- og klimaforandringer og -tilpasninger. De undervises også i brug af vedvarende energi, herunder grøn teknologi.

Projektperioden er 1. juli 2022 til 30. juni 2024.

- Vi glæder os til at starte projektet under det kommende bestyrelsesbesøg i Bukoba i juni-juli, udtaler foreningens formand Anne Mette Schrader i en pressemeddelelse.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste