Billede beskrivelse

Afbrændere spændte ben for Nordthy i sæsonpremieren i 2. division

Nordthy viste fine takter men fik ingen point i sæsonens første kamp mod Viborg

23. september 2023 kl. 16.44

I den forgangne sæson opnåede Nordthy en flot placering som nr. 5 i klubbens første sæson nogensinde i 2. division. Lørdag tog Nordthy så hul på deres anden sæson i 2. division med et opgør på udebane mod Viborg. Selvom Nordthy i store dele af kampen leverede godt spil i både defensiv og offensiv, så blev det til et nederlag på 23-29. Særligt for mange store afbrændere og en dårlig periode i de sidste 12 minutter af første halvleg blev afgørende for, at Nordthy ikke fik point med sig i sæsonpremieren.

- Spillet var egentlig fint langt hen ad vejen, men vi brændte for mange store chancer. I anden halvleg manglede vi også lige den der rigtig gode medgangsperiode, siger Frank Markvorsen, der i denne sæson står i spidsen for Nordthy.

Fra kampens start stod Nordthy særdeles godt i defensiven, og thyboerne kom foran med 2-0. Den gode defensiv kunne endda have givet en endnu større føring, men for mange afbrændere gjorde, at udeholdet ikke fik helt nok ud af deres gode forsvarsspil. Som halvlegen skred frem begyndte Viborg så at tage styringen i opgøret. Periodevis kom Nordthy ikke ordentligt på plads defensiven, hvilket de fintestærke spillere fra Viborg var gode til at udnytte. I den sidste periode af første halvleg fik Viborg trukket fra, og til halvleg var Nordthy bagud med 12-17.

I anden halvleg fortsatte Nordthy med at være godt med spillemæssigt, mens de misbrugte chancer fortsatte med at forhindre Nordthy i at komme helt i omgangshøjde med værterne. I det meste af anden halvleg var Nordthy bagud med fire eller fem mål. I flere omgange havde Nordthy muligheden for at komme bagud med tre, men fejl eller manglende skarphed i gjorde, at Viborgs afstand til Nordthy forblev intakt. Nordthy jagtede Viborg med god intensitet, men thyboerne tabte med 23-29.

- I anden halvleg stod vi rigtig godt i forsvar, og de scorede kun 12 mål i anden halvleg. Spillerne skal også have ros for deres intensitet og for ikke at give op eller slå op i banen, siger Frank Markvorsen.

Sigter efter overlevelse

I sidste sæson blev Nordthy nr. 5 i 2. division, men ifølge Frank Markvorsen er målet i denne sæson at sikre sig overlevelse.

- Pilen peger på, at vi skal gå efter at sikre overlevelse. Vi har haft lidt udskiftning i truppen, hvor vi har nogle nye spillere, der skal have nye roller, siger Frank Markvorsen.

Nordthy spiller deres næste kamp, når de d. 3 oktober møder Bjerringbro på hjemmebane. 

Kampfakta

Håndbold, 2. Division 

Viborg FH

Nordthy IF

Resultat: 29-23

Pause: 17-12

Mål for Nordthy: Benjamin Pujol 6, Mathias Houmøller 6, Emil Skadhauge 4, Frederik Holm Madsen 3, Mathias Holm 2, Claus Dalgaard 1 og Morten Jensen 1

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste