Årets pindsvinetælling fik hele Danmark ud i naturen
Over 16.000 pindsvin blev observeret og registreret på tværs af Danmark under årets pindsvinetælling, der fandt sted den 10. august.
De indsamlede data skal hjælpe med at forstå artens udbredelse i Danmark, oplyser WWF Verdensnaturfonden og pindsvineforsker Sophie Lund Rasmussen, som leder tællingen med støtte fra Nordea-fonden.
Hele Danmark engageret i tællingen
Den store interesse for pindsvin blev tydeligt den 10. august, da danskerne for anden gang deltog i den landsdækkende pindsvinetælling, arrangeret af WWF Verdensnaturfonden og Sophie Lund Rasmussen.
I alt blev der registreret 16.627 pindsvin fordelt på 10.263 observationer over hele landet. I modsætning til sidste år, hvor mange registreringer kom fra større byer, viste årets tælling en bred deltagelse fra hele Danmark, hvilket giver et mere repræsentativt billede af pindsvinets udbredelse.
- Interessen for pindsvinetællingen har igen i år været enorm, og det er glædeligt at se, hvor engagerede danskerne er i at beskytte vores natur og arter, udtaler Line Gylling, chef for dansk natur i WWF Verdensnaturfonden.
Værdifulde data til forskning
De indsamlede data fra tællingen er afgørende for WWF Verdensnaturfonden og Sophie Lund Rasmussen i deres arbejde med at forstå og beskytte den danske pindsvinebestand, som muligvis er i tilbagegang. Dette bekræftes af forskning fra andre europæiske lande, hvor pindsvinebestanden er faldende.
- Jeg er dybt taknemmelig for den indsats, danskerne har ydet i år. De indsamlede data vil være uundværlige i min videre forskning og i arbejdet med at bevare Danmarks pindsvin, siger Sophie Lund Rasmussen.
For at kunne følge udviklingen af pindsvinebestanden over tid er det nødvendigt med årlige tællinger. Derfor vil næste års tælling finde sted den 9. august.
Pindsvinetællingen 2024 er finansieret af Nordea-fonden med 2,6 millioner kroner.
Regionale resultater fra tællingen 2024
Region Sjælland: 4.244 pindsvin
Region Hovedstaden: 2.700 pindsvin
Region Syddanmark: 3.439 pindsvin
Region Midtjylland: 3.494 pindsvin
Region Nordjylland: 2.390 pindsvin
Derudover registrerede 1.107 personer, at de ikke så pindsvin, mens 732 personer rapporterede i alt 954 trafikdræbte pindsvin. 49 døde pindsvin, som ikke var trafikdræbte, blev også registreret. Samlet set observerede 8.375 personer i alt 15.264 levende pindsvin.
Sidste år blev der registreret 25.000 pindsvin i hele landet.