Aalborg-jazzband besøger Musikværket
Poul Erik Broberg, kornet og sang, har været med siden bandets start 1962
NYKØBING: Det er Aalborg-orkestret Limeriver Jazzband, der besøger Royal Garden Jazzklub Mors ved klubbens andet arrangement i år. Det sker fredag aften 13. marts i Musikværket i Nykøbing.
Niels Otto Degn fra jazzklubben fortæller, at Aalborg-orkestrets navn faktisk er inspireret af Limfjorden, som med lidt god vilje nok kan sammenlignes med floden Mississippi, i hvert fald med hensyn til bredden ved Aalborg, men nok i mindre grad herude vestpå. Bandet er et af landets ældste og oprindelig startet 1962. Fra den tid er der kun et enkelt medlem med endnu, Poul Erik Broberg, men i forbindelse med en grundig fornyelse i 1975 kom et par flere ind, og resten af de syv musikere har været med i adskillige år. Kun en enkelt musiker er trådt ind efter 2010.
Bandet har spillet massevis af steder i ind- og udland - og er med deres velklingende New Orleans-lyd blevet kendt for at spille happy jazz. Numrene kommer fra det amerikanske jazzkatalog og leveres, så musikken får tilhørerne til at hygge sig og vippe med fødderne. Publikum vil givetvis genkende mange af numrene, der oftest spilles i arrangementer med det samlede orkester, men dog jævnligt afbrydes af spændende soli, fortæller Niels Otto Degn.
Instrumenterne er bas, banjo, trommer, klaver, kornet, klarinet, sax og trombone og flere bidrager med vokalindslag.
Nærmere på: www.jazzklubmors.dk.