Åbnede hønsehuset: Verner vil gerne have flere unge medlemmer
I lørdags åbnede fem medlemmer af Fjerkræklubben Thy-Mors hønselemmen og inviterede til ”Åbent Hønsehus” for alle interesserede fra andre af landets klubber, men ikke mindst med henblik på at hverve nye medlemmer til klubben.
For det at holde racehøns og gå op i raceavl af fjerkræ med henblik på udstilling og konkurrence som del af et foreningsliv, mærker i dag en vigende interesse – især fra den unge generation, fortæller næstformand af Fjerkræklubben Thy-Mors, Verner Glintborg i Mollerup på Mors, som var en af de fem lokale hobbyavlere, der inviterede indenfor.
Fjerkræklubben Thy-Mors med 50 medlemmer er en ny sammenlægning af Morsø Fjerkræforening og Fjerkræklubben Thy, og sammenlægningen er et synligt tegn på, hvor dårligt det står til med at hverve nye medlemmer.
- Foreningslivet i Danmark lider generelt af, at de unge ikke søger ind i fællesskabet gennem foreninger, som vi så for år tilbage. Det rammer en klub som vores, forklarer Verner Glintborg.
Og det mener han er rigtigt ærgerligt. For hvis fjerkræklubberne må nedlægge sig selv, så går en lang tradition med fjerkræavl i stå i Danmark. Paraplyorganisationen ”Danmarks Fjerkræavlerforening for Raceavl” blev stiftet i 1871 og forgrenede sig især efter anden verdenskrig kraftigt til mange lokale klubber i Danmark. I dag er der 22 kredse fordelt over landet, hvor medlemmer blandt andet holder liv i en gammel kultur og traditioner for fremavling af de omkring 150 forskellige hønseracer, de findes i Danmark i dag.
Fjerkræval er en spændende hobby
I lørdags var der et pænt rykind hos Verner Glintborg, men desværre ikke af nye medlemmer. Det var mest medlemmer fra andre klubber i Nord- og Vestjylland, der kiggede forbi. Blandt andet en gruppe fra Vesthimmerland Fjerkræklub fra Nibe. Esben Kolborg var en af gruppen på fire.
- Vi arrangerer hvert år en klubtur, hvor vi tager ud og besøger andre klubber, fortæller Esben Kolborg, der har været hobbyavler siden begyndelsen af 60`erne.
Han kunne fortælle, at klubben i Nibe i år kan fejre 70-års jubilæum.
Men om klubben kommer til at fejre endnu et rundt jubilæum, er et godt spørgsmål, for også klubben i Vesthimmerland lider af mangel på medlemmer.
- Vi plejer at kunne fylde en lille bus, når vi tager på de her udflugter – i dag kunne vi kun fylde en personbil med fire medlemmer, fortæller han.
Med lørdagens Åbent Hønsehus fik de fremmødte et indblik i, hvad det vil sige at være hobbyavler og ikke mindst hvad, der kræves.
- Som medlem af en klub bliver man hjulpet i gang. Man lærer om de forskellige racer og får gode råd til, hvordan man starter, som hobbyavler. Man kan deltage i det sociale sammenhold i klubben, komme med på ture til andre fjerkræavlere samt komme med til udstillinger og få sine fjerkræ og sit arbejde bedømt, siger Verner Glintborg, der håber at interessen for fjerkræavl vender tilbage.