9500 pølser og 3300 fastelavnsboller spist ved J. Hundahl-weekend
Forretningen havde besøg af 3500-4000 gæster, der så på maskinnyheder, mødte repræsentanter og talte med kolleger
SILSTRUP: Maskinforretningen J. Hundahls årlige to-dages åbent-husdag er rigtig populær. Endnu engang strømmede folk til i stort tal i løbet af fredag og lørdag.
Mellem 3500 og 4000 gæster kom og så på maskinnyheder, mødte repræsentanter og talte med kollegaer. En dag, hvor det handler om at tjekke nyhederne i branchen. Men også om at have en hyggelig dag.
- Fantastisk at se så mange mennesker. Det myldrede ind hele fredag, hvor vi løb tør for fastelavnsboller, efter at 2100 styk var delt ud. Der var naturligvis leveret friske forsyninger fra Sjørring Bager til næste dag, fortæller medindehaver Søren Hundahl efter den hektiske weekend.
- Folk var rigtig rundt i alle afdelinger - ikke mindst i vores have-park-afdeling. Der blev også lavet en del handler. Men allervigtigst: Skønt at så mange folk var inde i vores hus og havde en dejlig dag. Det er det, det hele handler om, lyder det fra Søren Hundahl.
Der blev sat omkring 9500 røde pølser og 3300 fastelavnsboller til livs ved åbent-hus-arrangentet, der vender tilbage næste år.