80-årige giver ikke slip endnu: Campingplads åbner til påske
82-årige Lis og 83-årige Jørgen Brusgaard, der ejer Gerlis Camping i Sejerslev på Nordmors, meddeler nu, at de har besluttet at åbne campingpladsen til påske og dermed åbne op for sæson 2024. det bliver efter planen til skærtorsdag, oplyser de.
De har haft campingpladsen til salg siden sommeren 2022, hvorfor der har været lidt uklarhed om hvorvidt sæson 2023 blev deres sidste sæson. Men da de endnu ikke har fået pladsen solgt, så har de besluttet at åbne som de plejer til påske i år. Næsten da.
- Vi ændrer nok lidt i åbningstiderne i receptionen og den lille købmandsbutik. Vi bor stadig i en ejendom på pladsen, men vi er ved at få istandsat et hus i Sejerslev, som vi flytter ind i. Og derfor bliver der ændret lidt i åbningstiderne i reception og købmandsbutikken, forklarer Jørgen Brusgaard.
Gerlis Camping er parrets livsværk, som de har bygget op siden de åbnede pladsen i 1967. Men alderen er begyndt at trykke, så de besluttede derfor i 2022, at nu skulle pladsen sælges. Men det har desværre vist sig at være sværere end som så.
- Vi har da fået nogle henvendelser, og allerede nu på lørdag skal vi vise pladsen frem for interesserede købere. Så vi håber da, at vi kan nå til enighed, og så er det jo en ny situation for os, hvis vi får solgt, siger parret.
Men indtil videre vil de gerne slå fast, at Gerlis Camping åbner til påske – og således tager parret så hul på en ny – og måske sidste sæson.