600 lokale var med til at fejre hallens jubilæum
Livet her

600 festede løs: Hal fejrede 50 års jubilæum

09. marts 2023 kl. 07:52

600 feststemte deltagere fejrede Hannæs Hallen sit 50 års jubilæum. 

Det skete lørdag 4. marts. Og hallens bestyrelse og frivillige hjælpere havde i dagene inden knoklet for at omdanne sportshallen til et hyggeligt festlokale med blomsterdekorationer, balloner og dæmpet lys, skriver arrangørerne i en omtale. 

Spisehus Thy sørgede for maden. Begejstringen tog til, da MD Duo spillede op til dans. Med fuld udblæsning sørgede de for, at dansegulvet var fyldt hele aftenen. De første på gulvet var en flok glade unge fra Bostedet Stenhøj Thy.

Samlede 250.000 kr. ind

Blandt gæsterne var der flere, der var kommet langvejs fra for at feste sammen med deres holdkammerater fra for 30 år siden eller mere. 

Fra den 10-mands gruppe, der tog initiativ til oprettelsen af hallen, var der mødt to, August Petersen og Sejr Stig Nielsen. Sidstnævnte beskrev i sin tale den fantastiske lokale opbakning der var. På mindre end en måned var samlet knap 250.000 kr. 

Et beløb, der svarer til mere end 15 procent af den samlede anlægssum, og var med til at få politikerne til at sige ja til projektet. Medvirkende var også initiativgruppens formand, Villy Byrdals næsten daglige henvendelser til kommunen. Han blev hallens første inspektør og var sammen med sine efterfølgere en central del af talen. 

Lyst på fremtiden

Senere på aftenen blev Sejr Stig Nielsen udnævnt til æresmedlem for sit mangeårige virke .

Det sammenhold der var, da hallen blev bygget, har vist sig mange gange i årenes løb, og med de 600 deltagere sammenlignet med 370 ved jubilæet for 25 år siden, er der grund til at se lyst på mulighederne for vellykkede jubilæer i årene fremover.

Annonceret indhold

Nyeste