500 skal sjæle til Kandis i Bjerget
Kombineret spisning og dans sparker liv i Thy Event & Naturcenter
THY: - Efter coronaen skal Thy Event & Naturcenter vise, at folk gerne kommer til Nordthy for at feste. Nu har vi foreløbig solgt 500 billetter til Kandis fredag aften.
Det siger impressario Knud Erik Pedersen, indehaver af KEP Koncert i Thisted. Han har formidlet bookingen af det ekstremt populære orkester fra Hurup, som fredag aften træder op på den tidligere efterskole i Bjerget, hvor der er rigelig plads i stedets hal med håndboldbanedimensioner til at huse 750 gæster.
- Tommy Bang Jensen og Lasse Sørensen havde dårligt nok skrevet under på slutsedlen om køb af skolens bygninger, før coronarestriktionerne lukkede Danmark ned i foråret 2020. Så først nu kan de realisere drømmen om et kombineret hotel og vandrehjem. Der kommer folk fra lokalområdet og fra hele Thy, og selvfølgelig tropper Kandis' fanklub op fredag aften. Der serveres buffet til en rimelig pris frem til klokken 21, hvorefter Kandis går på scenen og spiller til klokken et, siger Knud Erik Pedersen.
Han tilføjer, at Thy Event & Naturcenter senere på året har lignende arrangementer med Kim & Hallo og På Slaget 12 på menuen. Det er muligt at købe billet til ballet fredag uden spisning.