06. juli 2024 kl. 09.41
Opdateret 09. juli 2024 kl. 06.00
PROJEKTER: I dag lander en positiv besked i indbakken hos syv nordjyske projekter i blandt andet Jammerbugt, Morsø og Thisted Kommune.
Midlerne gives i støtte til projekter, der kan skabe udvikling og gode levevilkår i landdistrikterne.
- Der er så meget virkelyst i vores landdistrikter, hvor ildsjæle knokler for at gøre en forskel for deres lokalområde. Derfor er det ikke overraskende, at der har været stor søgning til puljen i år, og jeg er rigtigt glad for, at så mange gode projekter nu kan blive til virkelighed, udtaler minister for byer og landdistrikter, Morten Dahlin.
Formand for Det Rådgivende Udvalg for Landdistriktspuljen, Nynne Larsby Friis, siger:
- Det er positivt, at en stor del af projekterne i år har fokus på børn og unge ved at skabe gode oplevelser og læring for fremtidens generationer. Samtidig er det tydeligt, at det at kunne forsamles og mødes fysisk fortsat er vigtigt for den lokale identitet og kultur på tværs af landet. Derfor er jeg også glad for, at der i mange af projekterne tænkes i både tiltrækning og fastholdelse af beboere.
Landdistriktspuljen havde den 17. april 2024 frist for ansøgninger om støtte til projekter. Plan- og Landdistriktsstyrelsen modtog i alt 133 ansøgninger med et samlet ansøgningsbeløb på i alt 76,4 millioner kroner.
Eksempler på støttede projekter i Region Nordjylland:
Havlandcentret - Landsbycenter i Vestervig
Thisted Kommune lukkede i juli 2024 folkeskolen i Vestervig, og ansøger har købt skolen i et åbent udbud. I en af bygningerne har ansøger allerede etableret en SFO og privatskole, som forældrene har etableret med opstart august 2024. Projektet har til formål at gøre sådan, at skolen på sigt kan være et landsbycenter (forsamlingshus), et værksted som er drevet af frivillige, sognehus og mødested for de lokale foreninger.
Projektet har fået tilsagn om støtte på ca. 0,7 mio. kr.
Hvidbjerg butikshus ApS
I Hvidbjerg arbejder den lokale købmand for at kunne tilbyde borgerne samme sortiment og muligheder som andre steder. I et projekt, som har fået tilsagn om støtte fra landdistriktspuljen, skal butiksejendommen, som huser købmanden, derfor renoveres og moderniseres indvendigt, så den fremstår som en attraktiv ”Min Købmand”. Moderniseringen af købmanden skal bidrage til at styrke bosætning og skabelsen af lokale arbejdspladser i området. En betydelig del af midlerne forventes anvendt til nye og energivenlige køle/fryse-faciliteter samt et moderne og indbydende butikslokale.
Projektet har fået tilsagn om støtte på ca. 0,6 mio. kr.
Halvrimmen Borgerforening - Etablering af aktivitetsområde
Borgerforeningen i Halvrimmen ønsker at skabe flere aktiviteter og et nyt mødested for lokalbefolkningen. Borgerforeningen har fået tilsagn om støtte fra landdistriktspuljen til etablering af nyt aktivitetsområde, der skal bidrage til at styrke fællesskabet i området og få de lokale til at engagere sig i det lokale forenings- og idrætsliv. Ønsket om et nyt aktivitetsområde er en del af borgerforeningens arbejde med at gøre området attraktivt at leve og bo i, samt med at bevare byens liv trods lukning af den lokale skole.
Projektet har fået tilsagn om støtte på ca. 0,4 mio. kr.