5.000 gæster skal bespises i tre dage. Og det kræver planlægning
HURUP: Der skal noget til for at bespise 5.000 tilrejsende gæster, når Hurup bliver værtsby for den store strikkefestival, Wool Days Thy, fra fredag til søndag i den her uge.
Men den opgave har arrangøren og ejeren af festivalen, Lotte Littau Kjærgaard, helt styr på – med meget stor hjælp fra frivillige, de lokale restauratører, indbudte foodtrucks – blandt andre.
- Der bliver mulighed for stort set hele dagen at købe mad og drikke fra de madboder, som vi opstiller i Hurup Hallerne, hvor udstillingerne er. Ude på Cirkuspladsen foran Hurup Hallerne og i gågaden opstiller lokale foodtrucks deres vogne. Og vi arrangerer selv aftensarrangementer med spisning på Hurup Skole, forklarer hun.
Foodtrucks i gaderne er et supplement til byens egne restauratører, understreger hun, og her tænker hun blandt andet på Café Røgter, de to pizzeriaer i byen og Hotel Thinggaard samt Café Fristedet og den lokale Hurup Slagter, der hver især står klar til at bespise de mange gæster på forskellig vis.
Hotel Thinggaard er klar
Indehaver af Hotel Thinggaard, Michael Thinggaard Madsen, byder ind med alt, hvad han og hans personale kan i de tre-fire dage Hurup får et rykind af overnattende og spisende gæster udover det sædvanlige.
- Vi har indgået et samarbejde med Wool Days Thy lige fra starten. Alle vores 32 værelser er blevet booket for længst. Og derudover har vi lavet et Wool Days Thy menukort med både morgenbuffet, frokost, kaffe-kagebord og aftenbuffet, som man kan bestille gennem os eller gennem Wool Day Thys hjemmeside. Og vi har allerede fået mange bestillinger. Og alle kan booke et bord, fortæller han.
Udover et menukort fyldt med gode, hjemmelavede retter tilberedt af udvalgte råvarer – mange fra lokale leverandører – så kan alle komme ind og hygge i restaurantens lounge-afdeling, når der afvikles Strik & Cocktails i tidsrummet fra 16-18. man kan hygge med en cocktail og lidt chips, mens man selvfølgelig kan strikke og sludre med de andre gæster.
- Jeg er meget overrasket over, hvor stort det her faktisk er. Især er jeg overrasket over de bestillinger vi har fået på værelser fra udlandet. Og ikke nok med at vi hurtigt fik booket vores hotel op for i år. Mange har allerede booket til næste år. Så jeg er spændt på at evaluere forløbet. For jeg har fået at vide af dem, som kender til den her festival, at jeg ikke aner, hvad der vil ramme byen. så jeg glæder mig, siger Michael.
Fællesspisning og underholdning
Selv står Wool Days Thy for to aftensarrangementer med fællesspisning og underholdning på Hurup skole både fredag og lørdag aften. Der bliver plads til 160 spisende gæster ved hvert arrangement.
Det første arrangement bliver fredag aften, hvor dørene åbnes klokken 17.
- Vi arrangerer spisningen i samarbejde med elever fra Nordic Food College, som har tilberedt menuen af lokale råvarer. Nordic Food College er en helt unik helhedsskole, som bl.a. er selvforsynende og arbejder med hele værdikæden fra jord til bord i både teori og praksis, forklarer Lotte.
Underholdningen leverer Den Jyske Grundtvig Duo, som giver et unikt musikalsk foredrag om Grundtvig – som både er underholdende, oplysende og fyldt med sang, fællessang og musik.
Andet arrangement på Hurup Skole bliver lørdag aften, hvor salen bliver pyntet op til fest. Menuen står på grillet skotsk højlandskvæg af hjemmeavlet, udsøgt kvalitet, garneret med flere forskellige, fyldige salater. Alt sammen af lokale, friske råvarer.
Den musikalske underholdning bliver serveret af søn og far – Anders og Bent Bro.
Det handler om Thyborøn, om fiskeri og familieforhold, når Anders & Bent Bro går på scenen sammen med klaver og guitar. Tilsat vestjysk humor og med smilet og humoren som drivkraft, inviterer de to Bro’er alle med på en musikalsk sejltur.
- Så med hjælp fra frivillige til vores to arrangementer på Hurup Skole, og alle de lokale restauratører, butikker og væresteder, som står klar med sandwich og andet godt, så er jeg sikker på, at alle får både mad og drikke, siger Lotte.
Torsdag den 19. september bliver festivalen tyvstartet på Hotel Thinggaard. Her inviterer Lotte til lidt hygge med strikketøjet, hjemmebagt kringle og kaffe fra klokken14-16. Og man kan her høre Lotte fortælle om sine drømme og ambitioner for strikkefestivalen.