85 ansatte flytter - men kun for en tid
Det 170 år gamle forsikringsselskab er efterhånden vokset til en størrelse, hvor der er brug for mere plads.
Derfor genhuser selskabet sig selv i forbindelse med en større renovering og udvidelse af selskabets hovedkontor, skriver selskabet i en pressemeddelelse.
De næste godt og vel ti måneder frem skiftes adressen i Thyparken ud med en midlertidig bopæl på Fogedsvej i Tingstrup.
Flere folk og mere plads
Det er ikke nogen let øvelse, når en virksomhed med 120 ansatte skal bruge mere plads. Slet ikke når 85 af dem arbejder på ét sted, og man er nået til et punkt, hvor der ikke lige kan stilles et ekstra skrivebord eller to op ved siden af de eksisterende, når virksomheden er i vækst, og der løbende kommer nye medarbejdere til.
Ikke desto mindre er det sådan en øvelse, Thisted Forsikring netop nu er i gang med. I løbet af september og oktober måned rykker man fra selskabets hovedkontor i Thyparken til lejede lokaler på Fogedsvej 1.
Det er et nostalgisk gensyn, for selskabets seneste flytning for knap 30 år siden gik præcis den modsatte vej. Indtil 1995 havde man hovedkontor i de selvsamme lokaler.
Da man dengang flyttede ud, var der 44 ansatte. Nu er der med cirka dobbelt så mange på kontoret igen behov for at opgradere til noget mere rummeligt og tidssvarende – og dermed fremtidssikret.
Tilgængelighed og kontinuitet
Assurandørerne, skadesbehandlerne, taksatorerne, kundeservicemedarbejderne og de øvrige ansatte hos Thisted Forsikring skal derfor i en periode arbejde noget tættere sammen med kollegerne, end de plejer, for man rykker på mindre plads.
- Vi er jo i bund og grund rigtig glade for vores rammer i Thyparken. Det er der, vi har boet i 30 år, så det er dér, vi føler os hjemme. Men vores familie vokser og vokser lige så stille, og vi kan efterhånden ikke komme udenom, at vi har brug for mere plads. Når vi så alligevel er i gang med de store maskiner, kan vi lige så godt renovere grundigt og modernisere hele huset i stedet for blot at lave knopskudsløsninger. Det ordentlige, grundige og velfunderede er en bedre løsning i længden, forklarer administrerende direktør Dennis René Petersen.
- Det har været vigtigt for os at finde en midlertidig placering, hvor kunder og gæster stadig har let ved at finde os, og hvor medarbejderne har let ved at komme på arbejde. Det vurderer vi, er tilfældet på Fogedsvej. Allervigtigst er det, at vores kunder ikke mærker noget. Vi kan ikke sætte verden på pause. Ulykker og skader sker hver dag, og dem har vi i forvejen travlt med at hjælpe vores kunder med at håndtere. Det forsætter vi ufortrødent med under og efter flytningen.
Nærhed og godt naboskab
Der er masser af udfordringer i sådan en stor flytning. De fleste bemærker kunderne aldrig, men for de ansatte kræver det en ekstra indsats at pakke ned, flytte plads og pakke ud, og samtidig ikke lade det påvirke arbejdet og i sidste ende kunderne.
Adressen på Fogedsvej i sig selv stiller også krav til Thisted Forsikring. Både fordi man skal være væsentligt flere mennesker på færre kvadratmeter, og også fordi der kommer væsentligt flere biler til og fra adressen, end naboerne ellers er vant til i det rolige villakvarter. Derfor bestræber man sig hos Thisted Forsikring også på at være en god nabo.
- For et lokalt forsikringsselskab som os er fællesskab og ikke mindst nærhed alfa og omega. Det gælder også det gode naboskab, udtaler Dennis René Petersen.
- Vi er jo heldigvis rolige væsener, og vores arbejdsaktiviteter hverken støjer, støver eller lugter. Når de indledende manøvrer lige er overstået med at etablere ekstraplads i form af seks midlertidige pavilloner, forventer vi ikke, at naboerne oplever nogen form for gener i forbindelse med at have os som gæster i kvarteret.