Billede beskrivelse

40 gange hurra for Jytte, Finn og Tonny

03. februar 2024 kl. 11.01

Den røde løber var rullet ud og flagene hejst, for torsdag den 1. februar oprandt den helt store dag for Jytte Steffensen, Finn L. Madsen og Tonny Bech.

Og der var bestemt så meget at fejre, at kolleger og pårørende mødte frem i så stort tal, at alle pladser rundt om bordene indenfor i kantinen blev besat til sidste plads.

- Det er virkeligt dejligt, når så mange møder frem for at fejre os. Det er et tegn på, at man er værdsat på arbejdet og gør det godt, sagde Finn, og Jytte supplerede:

- Jeg synes også, det er dejligt, men jeg er også overrasket over, at der er kommet så mange for at fejre os.

Faktisk var der anledning til at råbe 40 gange hurra for både hende, Finn og Tonny, for anledningen var, at de alle tre kunne fejre 40-års arbejdsjubilæum hos Aktivitetshuset Limfjorden på Poppelvej i Hurup.

Billede beskrivelse

Limfjorden er et dag- og arbejdstilbud til borgere med nedsatte fysiske og psykiske funktionsevner.

- Her er et godt kammeratskab, og det betyder rigtig meget for mig. Og så god mad og hygge, sagde Tonny.

Og hygget og spist blev der ved den reception, Limfjorden holdt for de tre jubilerende medarbejdere.

- Det kendetegner stedet, at alle de 40 borgere, som kommer her, er gode til at rose og anerkende hinandens arbejde. Og så går de ikke af vejen for en lille fest og en dag som i dag, hvor man kan fejre tre kolleger med hygge, god mad, vin, øl og sodavand, sagde områdeleder Tina Sølvkjær, der bød velkommen til receptionen.

Fra personalets side var der også taler for Jytte, Finn og Tonny – og også fra flere kolleger – så det blev på alle måder en uforglemmelig dag for de tre jubilarer.

Som i øvrigt var de første medarbejdere på stedet og med til at indvie Limfjorden, så dagtilbuddet kunne altså også fejre 40-års jubilæum.

Billede beskrivelse
Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste