4.000 kager på Store Torv: Spis løs i den gode sags tjeneste
Det går bogstaveligt talt i kage, når der fredag afvikles det traditionstige store "Tyske Kagebord" på Store Torv i Thisted.
Kagebordet serveres til fordel for "Stafet for Livet".
Sidste år kiggede flere end 500 forbi arrangementet, og der blev der indsamlet 25.000 kroner, og arrangørerne håber, at tallet bliver mindst lige så stort i år.
Det er Thisted By, der afholder arrangementet i samarbejde med Stafet for Livets lokale afdeling i Thisted. SuperBrugsen og Føtex sponsorerer og bager 4.000 kager, der serveres i teltet på Store Torv fredag den 28. april kl. 14.00-17.00.
Køb billetter i forsalg
Trobaduren Nadja Broholm underholder i teltet, hvor frivillige fra "Stafet for Livet" sørger for servering af kaffe mv.
Udover Føtex og SuperBrugsen sikres økonomien bag arrangementet også af NordVest Telt &B Serviceudlejning og Tican.
Billetterne koster 75 kroner og kan indtil fredag morgen købes i forsalg hos Føtex og SuperBrugsen. Man kan også købe billet ved indgangen, så længe lager haves.