2019 blev et godt år for Sparkassen Thy
Både i fjor og i år investeres der i digitale platforme samt automatisering og rådgivningsværktøjer, fremhæver direktør Ole Beith
THY-MORS: Sparekassen Thy har landet et historisk resultat efter høj realkreditaktivitet og salg af aktier i Sparinvest, fremgår det af pressemeddelelse fra pengeinstituttet, som i fjor fejrede sin 190-års-fødselsdag.
- Boligejerne kan se tilbage på et år, hvor realkreditten også satte rekorder. Aldrig tidligere har vi set så lavt et renteniveau. Det har givet kunderne unikke muligheder, og vi har hjulpet ca. 30 pct. af vores boligejere med nye og favorable lån. Det er dejligt, at vi på den ene side kan give kunderne god rådgivning, gode løsninger og samtidig se en positiv effekt i vores regnskab, siger direktør Ole Beith.
2019 var et travlt år med tilgang af nye kunder og en fin afsætning på mange af andre produktområder:
- Samlet set er vi ganske tilfredse med årets udvikling, der har medført en fremgang i sparekassens forretningsomfang på 6 pct., siger Ole Beith og fortsætter:
- Vores mål er at fortsætte udviklingen de kommende år. Et af midlerne til den fortsatte udvikling er at intensivere vores fokus på, at vores kunder får den absolut bedste oplevelse, når de er i dialog med vores medarbejdere. Det er vigtigt, at kunderne får en supergod oplevelse, uanset om det er via telefonen, elektroniske løsninger eller ved henvendelse i en af vores afdelinger. Derfor har vi i 2019 bl.a. investeret kraftigt i forbedring af fysiske faciliteter i flere afdelinger, så de fysiske rammer matcher nutidens krav. Vi mangler stadig nogle afdelinger, men det arbejde fortsætter vi i år.
2019-20 er også årene, hvor der udvikles på det digitale område, så de kundevendte platforme opdateres, og derudover har sparekassen investeret kraft i automatisering og bedre rådgivningsværktøjer med det formål, at medarbejderne får bedre tid til servicering og rådgivning af kunderne:
- Det er klart, at det påvirker sparekassens omkostningsniveau, men vi anser det som investering i fremtidig udvikling, siger direktøren.
Også kundernes økonomi blev bedre i 2019:
- Det smitter positivt af i vores regnskab, da vi faktisk kan tilbageføre en mindre del af tidligere tabsreservationer, der dermed bliver til en indtægt i regnskabet, forklarer Ole Beith.
Leasing er populært
Sparekassens leasingselskab Krone Kapital er ligeledes inde i en god udvikling, fremgår det.
Sparekassen har, når årets resultat er tillagt egenkapitalen, en samlet egenkapital på 1797 mio. kr., der kan omregnes til en kapitalprocent på 25,4 pct. Den solide økonomiske polstring er blandt landets bedste og Sparekassen Thy matcher samtlige kapitalkrav, der stilles til de danske pengeinstitutter. Det er helt afgørende med en høj solvens:
- Det er med til at sikre sparekassen mod uro i de dårlige tider og, at vi fortsat kan udvikle sparekassen til gavn for vores kunder og de områder, hvor vi driver forretning, siger Ole Beith.
Nærmere på sparekassens hjemmeside: www.sparthy.dk.